Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ottende kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62 FISKERJÆNTEN
turde såre den. En evighedskrans hang rundt om rammen; hun
var død.
„Dette var min mor," hørte hun mildt bak sig, og vændte sig
mot datteren som var gåt ut og nu kommet in igjæn. Men
det hele værelse var herefter fyllt av portrættet, alt førte ditop,
alt fik sit lys av det, alt var inrettet for det, og datteren var dets
stille avglans. Noget tausere syntes datteren, noget mere tilbake-
holden. Moren optok alles blik og gav dem fyllt tilbake, datteren
bøjde sit ned. Men samme lyshed og mildhed. Hun hadde også
morens bygning, men intet spor av svakhed; de livlige farver i
hennes tætsluttende dragt, i hennes forklæ og lille halstørklæ der
var fæstet av en romersk nål, gav tværtimot noget friskt tilbake
til hennes ansigt, og lot en ynde og sans for ynde ane som gjorde
henne til datter av portrættet og til alv på stedet. Som hun gik
derinne mellem morens blomster, følte Petra stor længsel til henne;
i denne kvinnes omgang og på dette sted måtte alt godt vokse
— turde hun bare komme innenfor! Hun følte sin forlatthed dob-
belt; hun fulgte Signe ufravændt, hvor hun gik, og hvor hun stod;
Signe følte det og unveg, men det hjalp ikke, hvorfor hun blev
unselig og bøjde sig over blomsterne. Ændelig fattet Petra sin
nærgåenhed, blev skamfull og vilde avbe den, men der var noget
ved det omhyggelig opsatte hår, den fine panne og det tætsluttende
ved dragten, som bad henne være varsom. Hun så op på moren,
å, henne kunde hun allerede ha omfavnet! Var det ikke som hun
sa henne velkommen! Ja, turde hun tro det? Ti således hadde
ænnu aldrig nogen set på henne; i det blik lå at hun kjænte alt
som var hændt den vejfarende, og vilde dog tilgi henne. Over-
bærenhed trængte hun til, hun kunde ikke slippe disse øjnes vel-
vilje, hun fik hodet på hæld likesom portrættet, hun foldet hæn-
derne likesom det og vændte sig så næsten uten at vite av det;
„lad mig få være her!" sa hun. Signe løftet sig og vændte sig;
hun kunde for forundring ikke svare. „Lad mig få være her!"
bad Petra igjæn med et skridt henimot henne; „her er dejligt!"
hennes øjne fylltes.
Den unge dame sa: „Jeg skal be far komme." — Petra fulgte
henne med øjnene, til hun var inne gjænnem kontordøren; men
straks hun var alene, blev hun rædd for hvad hun hadde gjort,
og skalv da hun fik se provstens forbausede ansigt i døren. Han
kom, litt bedre påklædd æn sist og med pipe. Han holdt om den
med fast grep, lot spissen slippe læberne, hvær gang han hadde
dradd røken til, og jog denne ut i tre avdelinger, hvær med et
lite smæll; han gjorde dette op igjæn nogen ganger, idet han stod
like foran Petra, midt på gulvet, uten nætop at se på henne, men
som han væntet hun skulde tale. Hun turde ikke foran denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
