Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ellevte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FISKERJÆNTEN 97
råberter, som ellers i livet ingen nytte vilde ha gjort, men i dette
kall dog gjør tjeneste som råberter. Men det almindelige er at
skuespillerne i likhed med sjømænnene så ofte er stedt i den hår-
deste nød — ti øjeblikkene, før man skal in, kan være forfærde-
lige! — og så ofte kallt til redskap i Guds hånd, så ofte til møte
med det uvæntede, det store, at de bærer i sit hjærte en frygt og
en længsel, en stor følelse av uværdighed, og det vet vi, at hos
toldere og angerfulle kvinner fantes Kristus helst tilstede. Jeg gir
dem ikke fribrev; sandelig, jo større gjærning jeg tror de har i
landet — hvad også derav er synligt, at der lever ikke mange
store skuespillere i et folk! — desto større skyll har de, når deres
gjærning river dem hen i hadskhed eller kaster dem av i slapt
letsinn. Men likesom der ingen skuespiller er, der ikke av en
række skuffelser har lært hvor intetsigende bifall og smiger er,
skjønt de fleste later som de tror på det, — således ser vi vel
deres fejltrin og mangler, men vi kjænner ikke så godt deres eget
forhold til dem, og derpå kommer det dog an.”
En mængde mældte sig for at tale, de begynte også alle sam-
men på én gang, men —
Fjorton år tror jag visst, at jag var —
lød inne fra pianoet, og de strømmet in; ti det var Signe som
sang, og Signes svenske folkeviser var noget av det dejligste de
visste om. Den ene vise fulgte den annen, og da nu disse vær-
dens første folkeviser, trofaste bud fra et stort folks sjæl, hadde
inviet, så de stod i forvæntning, rejste Ødegård sig og bad Petra
at sige et digt frem. Hun måtte være vidende om det; ti hun
var ildrød. Men hun trådte straks frem, skjønt hun skalv, så
hun måtte holde sig fast ved en stolrygg, blev så likblek og be-
gynte:
Han fik ej lov til at lægge ut,
hans far var gammel, hans mor var svag,
og bruket voksede dag for dag: —
„Hvad vil han også på vikingfærden?
Her har han alt som kan ønskes i værden.”
Men gutten længtes, når skyen jog,
da så han kjæmper til slaget drog.
Og gutten længtes, når solen sken,
da så han kongen i hallen tren.
Han stod, han glæmte at gjøre gagn,
han stod og tænkte på gamle sagn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
