Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ellevte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vi for vide på tog
over gyngende våg,
rundt i landene knejser normanniske tårn.
Men vort modige flag
flyver vidre idag,
og det rødmer av sundhed som aldrig tilforn.
Og vor fremtid er stor;
ti det tre-kløvde Nord,
det skal samles igjæn, det skal blive sig selv.
Hvad du ævner, kast av
i det nærmeste krav,
det skal bæres helt frem av en voksende elv.
Denne bostavn er vor,
og vi ælsker den for
hvad den var, hvad den er, hvad den bliver igjæn.
Og som kjærlighed gror
av den hjæmlige jord,
skal den gro av vor kjærligheds frøkorn igjæn.
Men Signe rejste sig fra pianoet, kom og la armen om Petra og
drog henne in med på kontoret, hvor ingen var. — „ Petra, skal
vi være venner igjæn!“ — „Å, Signe, ændelig tilgir du mig!“
— „Nu kan jeg hvad det skal være! Petra, ælsker du ikke Øde-
gård?“ — „Gud, Signe!“ — „Petra! det har jeg trodd fra første
dag .. og jeg har trodd at han nu ændelig var kommet for at
... alt hvad jeg i halvtredje år har tænkt og gjort for eder,
har været med det for øje, og far har trodd det samme; han har
nu visst også talt med Ødegård derom.“ — „Men Signe —!“ —
„Hyss!“ hun la hånden for hennes munn og løp; der var nogen
som kallte på henne: man skulde til aftensbordet.
Dette var dækket med vin, fordi provsten hadde været borte
fra middagen. Men provsten, som den hele tid hadde været meget
alvorlig og meget stille, sat ænnu, som om ingen var tilstede,
like til man var ved at rejse sig. Da banket han på glasset og
sa: „Jeg har en forlovelse at kungjøre!“ — Alle så mot de unge
piker som sat sammen, og disse visste begge ikke om de skulde
falle av stolen eller bli sittende.
Jeg har en forlovelse at kungjøre,“ tok provsten op igjæn,
som hadde han svært for at komme i gang. „Jeg vil vedstå at
den fra først av ikke har været mig kjær;“ — alle gjæster så på
Ødegård med høj forbauselse; den blev uten grænse, da han sat
rolig og så på provsten. „Jeg tænkte, oprigtig talt, at han ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
