Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tolvte kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
106 FISKERJÆNTEN
lovet med 6 personer på én gang og ha holdt det gående i et halvt
år. Hun skulde være blet ledsaget ut av byen av politivakt, fordi
den var i fullstændigt oprør for hennes skyll; det var mærkeligt
at direktionen tillot en sådan person at træ op. Andre påstod det
var ikke minste sanhed deri; hun var, fra hun var 10 år, op-
draget hos en stille præstefamilie i Bergens stift; hun var en dan-
net, ælskelig pike, de kjænte henne godt, hun måtte ha et make-
løst talent; ti hun var så smuk.
Andre sat der, som visste bedre besked. Først den over hele
landet velkjænte storhandler med fisk — Yngve Vold. Han var
kommet her tilfældig på en forretningsrejse; man sa rigtignok, at
den glødende Spanierinne med hvem han var gift, gjorde ham
huset hjæmme så hett, at han blot rejste for at avkjøle sig. Nu
hadde han tat teatrets største loge alene og inbudt sine tilfældige
bordfæller på hotellet til med ham at se på „noget allerhelvedes
noget“. Han var i udmærket stemning, like til han fik se — var
det også ham? — — i en loge i annen rad og med et helt skibs-
mannskap omkring sig, — nej! jo! — jo visst, det var Gunnar
Ask! Gunnar Ask, som ved morens penger var blet ejer og
fører av „Den norske Grundlov“, var på kryssningen ut av fjor-
den kommet til at sejle side om side med et skib som førte nav-
net: „Den danske Grundlov“, og da Gunnar synes at mærke at
den vilde foran ham, kunde dog sådant aldeles ikke gå an; han
satte alle de kluter på han ejde, det knaket i den gamle grunnlov,
og følgen blev at han, for at knipe så længe og langt i vinden
som bare muligt, satte skuten på grunn på et aldeles urimeligt
sted. Nu lå han ufrivillig i byen, mens „Den norske Grundlov“
blev lappet. Han hadde en dag i byen truffet Petra, som inhæntet
ham og var så inderlig god imot ham både da og siden, at han
ikke alene glæmte sit nag, men kallte sig selv den største tosk
som deres fælles fødeby nogensinne hadde utskibet, at han nogen-
sinne kunde bilde sig in at ha fortjent en sådan jænte som Petra.
Han hadde idag tat billet til forhøjet pris for hele sit skibsmann-
skap og sat med det stille forsæt at traktere det mellem hvær
akt, og skibsmannskapet, som alle var fra Petras fødeby og velset
i morens beværtning, dette jordens paradis, følte Petras ære
at være deres, og sat og lovte hværandre at de skulde klappe, så
folk aldrig hadde hørt make.
Men nede i parkettet så man provstens stive, tætte hår. Han
sat rolig, han hadde fortrodd hennes sak til en større. Ved siden
av ham sat Signe, nu Signe Ødegård. Hennes mann, hun og
Petra hadde just ændt en tre måneders utenlandsrejse; hun så
lykkelig ut, hun sat og smilte over til Ødegård; ti imellem dem
sat en gammel kone med kridhvitt hår, der stod op om hennes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
