Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Brudeslåtten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BRUDESLÅTTEN 139
hun kastet sig ned over bordet på sin arm, vændt mot faren, og
hulket.
Ingen av forældrene var god til at lægge noget bebrejdende ord
til den anger hun syntes at føle. Derfor blev der tysst. Dette
kunde ha varet længe; men Hans Haugen skjønte, der han sat,
at nu måtte hun ha hjælp. Hans jægerøje hadde set henne kaste
sig over bordet, og han sprang op; — snart hørtes hans lette
skridt i svalen. Han banket på; alle så op, men ingen sa: „Kom
in!“ Mildrid rejste sig halvt, rød gjænnem gråten; døren gik op,
Hans med gevær og hund stod blek, men rolig midt i den, vændte
sig og lukket, mens hunden gik loggrende mot Mildrid. Hans
hadde været for optat til at mærke at hunden fulgte.
„God dag!“ sa han. Mildrid sank tilbake i sætet, pustet langt
ut og så befriet på ham; hennes frygt, hennes onde samvittighed
var nu væk, hun hadde jo ret, ja hun hadde ret — nu fik
komme hvad Gud vilde!
Ingen hadde svart på hans hilsen; ej heller bad nogen ham
træ nærmere. „Jeg er Hans Haugen,“ sa han sagte, satte ge-
været ned og stod siden og holdt det. Efter at forældrene hadde
vækslet øjekast et par ganger, blev han ved, men i kamp: „Jeg
har fulgt Mildrid hit; — for har hun gjort galt, så er skyllen min.“
Noget måtte siges, moren så på faren, og denne sa ændelig, at
dette var kommet uten deres vidende, og Mildrid kunde heller
ikke gi dem nogen forklaring om hvorledes det var gåt til. Men
Hans svarte, at det kunde heller ikke han gi. ,Jeg er ingen gut-
unge,“ sa han, „for jeg er 28 år, og allikevel gik det slik til, at
jeg som aldrig har syntes om nogen før, jeg kunde ikke mere
tænke på noget annet i værden, fra den stund jeg så henne.
Hadde hun sagt nej — ja, jeg vet ikke — men da hadde det
vel ikke været stort med mig siden.“ — Den stille, sanne måte
han sa dette på, gjorde godt; Mildrid bævet, der hun sat, for hun
kjænte, at dette gav et annet syn. Han hadde huen på, for det
var ikke skik der i dalen, at en farmann tok huen av, når han
kom in, men nu tok han den uvilkårlig av og hængte den over
geværpipen og holdt hænderne over den. Der var noget ved hele
gutten som bad om høflighed. „Så ung som Mildrid er,“ sa moren,
„hadde ingen av os tænkt, at hun alt nu skulde begynne på noget
slikt.“ — „Dette kan være sant; men så er jo jeg så meget ældre,“
svarte han, „og styret hjæmme hos mig er ikke stort; det røjner
ikke synderlig på — og hjælp har jeg nok av.“ — Forældrene
så på hværandre på Mildrid, på ham; „skulde hun følge med
hjæm til dit?“ spurte faren vantroende, næsten med litt hån. ,Ja,“
sa Hans; „det er ikke gården jeg frir til.“ Han blev rød; det
samme blev Mildrid.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
