Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152 KAPTEJN MANSANA
først, siden delte hun hans vågsomme foretag. Hvem vilde i hans
sted, efter så langt fængselsliv, ikke ha søkt frihedens jordbund,
når den bare var to, tre mil borte! Men en av dem for hvem
han våget liv og alt sit, forrådte ham; han blev atter fanget, med
ham store dele av planen, som blev til intet, d. v. s. til nederlag
på grænsen, til tuseners domfældelse, fangenskap eller død i hoved-
staden og provinsen. Før befrielsens time slog, var han halshugget
og begravet blant sine døde fængselskammerater, tyvene og mor-
derne, på hovedstadens store forbryderkirkegård — hvorfra han
idag var opstanden!
Nu stod enken, hyllet i et langt, sort slør, og væntet ham, fremst
i mængden, på hans fødebys flagsmykkede kirkegård ved det alle-
rede færdige monument. Samme dag, efter den nye jordfæstelse,
skulde dette avdækkes under kanonernes torden, hvortil tændte
fæstbluss på bærgene senere i kvællen skulde gi svar.
Det gik over den gulgrå kampagne op mot fjællene. Og vi kom
frem, først til den ene fjællby, så til den andre; overalt en uover-
skuelig menneskemasse med blottede hoder. Almuen fra nabobyg-
derne hadde ilet til; musik-korene klang i de trange gater, tæpper og
flag hang ut av alle vinduer, kranser fallt, blomster strøddes, lom-
metørklær viftet, og tårer blinket; vi kom frem til hans fødeby,
hvor mottagelsen blev ænnu mere gripende, og hvorhen de store
masser fra de andre nu for en ikke ringe del var fulgt med; men
størst blev trængselen ved og på kirkegården.
Jeg var dog som fremmed begunstiget, og fik plass ikke langt
fra enken. Mange gråt ved at se henne; der hun stod med de
stille blik på kisten, blomsterne, skaren. Hun gråt ikke; ti dette
altsammen gav henne dog ikke igjæn hvad hun hadde tapt, og mere
ære gav det ham ikke hos henne. Hun så på det som på noget
hun visste fra år før idag. Hvor var hun ikke skjøn! Jeg tænker
ikke derved alene på de ædle linjer som aldrig går under i et
ansigt, eller på øjnene som en gang hadde været byens skjøn-
neste, ja var det ænnu for tretten år siden, da jeg så henne,
skjønt de alt da hadde grått for meget. Nej, jeg tænker på den
virkelige glorieglans av sanhed der omgav hennes skikkelse, be-
vægelse, åsyn, blik. Den forkynte sig likesom lyset, og den for-
klarte likesom dette der hvor den fallt. Den som var i usan-
hed, måtte føle det, straks hun så på ham; hun behøvde ikke
at tale.
Jeg glæmmer aldrig møtet mellem henne og sønnerne. Begge
omfavnet og kysste henne, hun holdt hvær av dem længe mellem
sine armer, som bad hun over dem. Alle omkring tidde, enkelte
tok uvilkårlig hattene av. Den yngste som hun omfavnet først,
drog sig tilbake med lommetørklæet for øjnene. Den ældste blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
