Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Efter Romas intagelse hvor han atter var med, og hvor han
navnlig ved den kort derpå følgende oversvømmelse gjorde under-
værk, sat han en kvæll på den samme officerskafé utenfor hvilken
han en gang hadde utæsket den pavelig-belgiske officer. Da hørte
han nogen kammerater som nætop kom fra et selskap, fortælle
om en Ungarer der hadde drukket vel meget av den italienske
vin, og som i vinbegejstringen således hadde skrytt av Ungarerne,
at han på en sagte motsigelse hadde drevet det op til at påstå,
der måtte så gjærne komme tre Italienere mot én Ungarer! Alle
officererne lo med dem som fortalte det — alle med untagelse
av Giuseppe Mansana. „Hvor bor denne Ungarer?“ spurte han.
Det fallt ganske likegyldig; han så heller ikke op eller tok ciga-
retten av munnen. Man hadde just fulgt Ungareren hjæm, så det
fik han straks at vite. Mansana rejste sig. „Går du?“ spurte de.
„Naturligvis,“ svarte han. „Dog ikke til Ungareren?“ spurte en
godmodig. Men Giuseppe Mansana hadde ingen godmodighed.
„Hvorhen ellers?“ svarte han og gik. De andre rejste sig straks
for at følge. De søkte på vejen at få ham til at inse, at en full
mann kunde man ikke kræve til regnskap. „Frygt intet,“ svarte
Mansana; „jeg skal just behandle ham derefter.“ — Ungareren
bodde i primo piano, som Italienerne siger, d. v. s. i annen etage,
i en stor gård i Fratina. Foran vinduerne i første etage er i hvær
italiensk by jærnstænger, og i disse tok Giuseppe Mansana fat,
svang sig op og stod snart på balkonen utenfor Ungarerens kam-
mer. Han slog ruterne in i balkonvinduet, lukket op og forsvandt.
Der blev tændt lys derinne, det så kammeraterne som stod neden-
for. Hvad ellers foregik, kunde de ikke komme efter; de hørte
ingen støj, og Mansana har aldrig fortalt det. Men han og Un-
gareren, den siste i skjorten, kom efter nogen minutters forløp ut
på balkonen, hvorpå Ungareren forklarte på godt Fransk, at han
hadde været full den kvæll, og bad om forladelse for det han
hadde sagt; en Italiener var naturligvis likeså god som en Ungarer.
Mansana kom ned igjæn samme vej han hadde steget op.
Større og mindre historier, fra krig som fra garnisons- og sel-
skapsliv (og deriblant nogen væddeløpshistorier, som vidnet om
en utholdenhed i sprang jeg aldrig har hørt make til) haglet ned-
over os; men jeg tænker, at de fortalte gir billedet av en mann,
hvis åndsnærvær, mot, ærekjærhed, hvis legemskraft og energi,
færdighed og snuhed i høj grad spænner forvæntningen om hvad
han i fremtiden kan drive det til — men samtidig fyller os med
bekymring.
Hvorledes Giuseppe Mansana den påfølgende vinter med forår
kom til at beskjæftige tusener, og deriblant fortælleren, det vil
fremgå av selve fortællingen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
