Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160 KAPTEJN MANSANA
gang og nok en gang. Og nu opgav både hun og de det. Hennes
gamle veninne, som den hele tid hadde skreket og holdt sig fast
med begge armer om fyrstinnens liv, fallt i et slags døvelse, så
hun måtte støttes. Harmen og forfærdelsen overvældet Theresa:
en stund så hun hverken hæstene eller vejen, og til sist visste
hun ikke engang om hun holdt tømmerne. Hun hadde virkelig
også tapt dem, men fant dem igjæn i sit fang, og prøvde ænnu
en gang, holdende om veninnen med den ene arm, men desuagtet
med begge hænder i tømmerne, at få magt over de små for-
skræmte dyr. Hun følte snart det umulige deri. Det var mørkt;
de høje popler travet med i luften, fot i fot over buskaset mellem
dem. Hun visste ikke hvor hun var. Det eneste hun foruten
hæstene skimtet, var den lange skikkelse ved deres side, der som
et spøkelse raget opover disse, altid i samme linje og avstand.
Hvorhen går det? Og som et lyn slog ned i hennes sjæl: „Ikke
til byen, han er ingen officer, men en røver; jeg føres avsides
... snart kommer flere!“ — Og ut av den yderste nød, med
dennes pludselige inskytelse, skrek hun: „ Stans, for himlens skyll!
Hvad vil De? Ser De ikke....“ Hun kom ikke længer; ti hun
hørte det hvine i luften, smælle mot hæstenes rygger, og værre
æn før suste det i vej.
Som det jog, så jog også hennes tanker: „Hvad vil han? Hvem
er han? En jeg har fornærmet?“ og den skyndsomste række av
disse pilte forbi. Hun fant ingen det kunde ligne. Men tanken
på hævn fulgte den skræmte samvittighed; det kunde jo være en
hun ikke kjænte, men som nu vilde ta hævn for alle. Men var
det hævn, så hadde hun det værste i vænte. Bjællerne skar
gjænnem vognrammelen; de korte, skarpe lyd hoppet som angst-
skrik omkring henne, og hisset av rædselen til det ytterste vilde
hun våge et sprang fra vognen. Men ikke før slap hun veninnen,
før denne rullet som en livløs ting, og i ænnu større angst samlet
hun henne op igjæn og sat med henne over sit fang, længe uten
en klar tanke. Da ser hun, idet vejen svinger, lyståken over
byen. Hun føler frælsens glæde, men bare et øjeblik, så kort
som et blink; ti i næste fattet hun det hele: han var en hævner
fra Corso! „Å, ikke længer!“ sa hun, ænnu før hun hadde tænkt
tanken ut; „å, nej!“ Ordene gjæntok sig for hennes øren, bjælle-
lyden hoppet skrikende omkring dem, poplerne travet med dem,
men det var det hele; toget gik, intet svar. Hun så forut sit
jammerlige optog gjænnem byen, pisket frem med den besvimede
veninne i sine armer og publikum på begge sider, med officererne
fremst, håndklappende og hånleende. Ti dette var officerernes hævn,
det følte hun nu. Hun dukket sit hode, som var hun der alt.
Da kjænte hun og hørte at hæstene sagtnet; de måtte være like
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
