Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162 KAPTEJN MANSANA
sine ærender. Likeså lydløst in i de gotiske små rum længer inne
i paladset, hvor fyrstinnen holdt til. Tjenerne som hun. Veninnen
var opdraget i et kloster, var kommet ut med stærke fordringer
på grunn av sin stand og sine kunskaper, fordringer hun holdt
oppe i 10 — ti — år, og i 5 — fem — til, fornærmet over ungdom-
mens uskjønsomhed og havesyke. Tok så som standsdame til en
højfornem familie; holdt fremdeles fornærmelsen oppe, men i taus-
hed; — blev så ældre og fant sig, uten dog at slippe fornærmel-
sen, i et og annet, taus til alt, men la sikkert an på at samle
formue. Dette skedde best ved at kunne sine høje herskaper
utenad — og ved at nytte denne kunskap til begge parters
fordel.
Altså: der tiddes. Efter nogen dages forløp kom det lille,
knappe ord ut fra fyrstinnens gotiske rum: „Inpakkes!“ På nogen
senere tillæg forstodes at rejsen skulde gå langt bort. Atter om
et par dager kom hun selv, gik langsomt og taust omkring, idet
hun ordnet nogen småting og skrev et par brev. Forsvandt derpå
atter. Et bud ut den næste dag: „Iaften klokken syv.“ På slaget
seks kom hun selv i sort rejsedragt, fulgt av sin kammerfrøken,
også rejseklædd. Veninnen stod færdig ved kufferterne, som den
likeledes færdige tjener skulde lukke — efter at fyrstinnen hadde
kastet et bifaldende blik på deres inhold.
Det første ord veninnen sa til henne like siden kjøreturen, sa
hun nu. Som tilfældig stilte hun sig ved fyrstinnens side, og
seende ut i gården, yttret hun sagte: „I byen vet man alene at
vi har kjørt løpsk; — intet mere.“ Et fortørnet blik traf henne;
det gik litt efter litt over til et forundret, og dette igjæn til et for-
færdet: „Er han da død?“ Angsten pustet på hvært ord. — „Nej,
jeg så ham for en time siden.“ Veninnen møtte ikke fyrstinnens
blik, hverken før eller nu; hun så i gården henimot stallene, hvor
vognene var dradd ut, og hæstene just blev ført frem. Da hun
ændelig fant det rådeligt at vænde sig (og det var længe før hun
fant dette rådeligt, såsom fyrstinnen tidde, og tjeneren ikke rørte
sig; han måtte vel se noget like foran sig som bant ham til plet-
ten); da veninnen ændelig fant det rådeligt at vænde sig, så hun
i et nu at virkningen av hennes oplysning hadde været fullstæn-
dig. Fyrstinnens opskræmte fantasi hadde naturligvis i disse feber-
dager utmalt sig den jublende spot hvorav byen nu måtte være
full; hun hadde tænkt den utbredt like til Roma, ja gjænnem
aviserne til hele værden; hun hadde kjænt sin hittil ubøjde,
glansfulle tross tilintetgjort i nogen få forfærdelige minutter; det
hadde været for henne som var hun blet dradd gjænnem skarnet
efter sit hår. Og så visste ingen, uten han og de, hvad der var
skedd? Han hadde fullstændig tidd? Hvilken mann!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
