Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
avbedende i den bøjning som ledsaget. Allerede da hun kom ned-
over igjæn, mærket hun den ændrede stemning blant sine under-
såtter, og turde stanse og tale med en av byens ældste adelsfamilier.
Den hadde slåt sig ned foran en kafé midt i Corso. Den mottok
henne overrasket, men høflig; for resten sørget hun selv. Den
gamle herre som var dens hoved, blev mere henrykt, jo længer
hun sat, og gjorde sig en ære og glæde av at forestille al
værden for henne. Venlig hilste hun, var vittig, glad, fordelte sig
likelig mellem damer og herrer, så der kom en stemning i stand,
der steg til lystighed. Klyngen øktes derfor også uophørlig, og da
hun rejste sig, fulgte den i stort triumftog og højrøstet samtale.
Man kunde sige at Corso den kvæll blev scene for en almindelig
forsoningsfæst mellem byens beste selskap og dens smukke barn,
og det så ut som var begge parter like lyksalige derved.
Det led på kvællen da hun atter rejste sig, og følget med henne,
fra champagne og is; det var for tredje gang. Hun hadde ikke
længe ro noget sted. Nu gik det med lystighed, men langsomt
op over gaten igjæn. Tre officerer kom gående, litt støvede og
hurtig; de måtte være kommet hjæm fra en længere tur. Veninnen
var som tilfældig ved fyrstinnens side og hvisket; denne så op og
gjænkjænte straks figuren: der kom Mansana!
Ganske naturlig gled veninnen over på den annen side og
Theresa ænnu længer til den veninnen hadde forlatt, — så nær
officererne at den nærmeste næsten måtte stryke hennes kjole
med sin sabel, hvis han ikke hadde valgt at gå til side; men den
nærmeste var Mansana. Hun så han kjænte henne; lyset fallt
på det sted meget stærkt. Hun så han forbausedes. Men hun så
at det korte, kraftfulle åsyn likesom lukket sig, at de små, dype
øjne drog som et slør for; — han hadde den hensynsfulle takt
ikke at ville kjænne henne. Hun gav ham et blik for det og for
hans taushed til da — de store, mørke øjne tindret — et blik
som nådde ham. Det tændte med ild, der slog i luer over hans
kinner. Han kunde ikke mere samle tankerne til kammeraternes
tale, men gik. Han skulde også tidlig på natten ta med iltoget,
for næste dag at følge sin fars ben fra forbryder-kirkegården til
æresgraven i hans fødeby. Ingen fant det underlig at han gik
tildlig hjæm.
V
Han gik dagen derpå efter farens båre, just som det hadde set
ut: med lyst til at ta et sprang langt over den. Dette ene blik av
fyrstinne Theresa Leaney som var blet sendt ham, der hadde
fornærmet henne, og i hvem han med stolt tross væntet at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
