Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KAPTEJN MANSANA 177
og smilehuller, i nydelsen av hennes stemmes klang funnet et
muntert velbehag og fåt længsel vakt.
Just motsætningen til den lille satte Theresa så storslagen hen,
i al hennes indre og ydre pragt, når han bakefter ved pulten sam-
talte med henne. Han kunde ænnu ikke smile til hennes hæf-
tighed; men hvor storladent tok hun ikke hans taushed. Jeg har
jo slet ikke tænkt over det; du bør naturligvis ikke skrive!
Du bør ha ro også for mig; mine brev burde du visst også være
fri for, i alt fall deres hæftighed. Men tilgiv mig! Dette er ene
din skyll, som det ene er min, hvad du ænnu lider, og hvad
jeg aldrig skal tilgi mig selv, men i et liv søke at gjøre godt!“
Ikke én av tusen vilde ha tænkt og skrevet så, det måtte han
sige sig selv, — og dog samtidig, at hun altid anstrængte ham.
For at få det mere jævnt, mere stille, fortalte han henne om
Amanda Brandini; så het den lille.
Han gjængav en samtale denne lille hadde hat med ham om bryl-
lup og ægteskap. Den forekom ham selv så intagende, og ret
godt gjængit; han måtte læse det om igjæn.
De muntre morgenmøter, hvortil han hele dagen glædet sig,
fulgtes aldrig av nogen inbydelse til at søke dem i deres hjæm.
Denne ærbare tilbakeholdenhed behaget ham. Men møterne drev
større og større længsel op til Theresa, — og hvor usigelig over-
raskedes ikke fyrstinnen, da hun fik telegram om at han vilde
møte henne i Ancona om tre dager; han længtes.
Den dag han hadde sendt dette telegram, stod han på en liten
plass hvor der lå en kafé, og gik in i denne, da han var tørst.
Han sat og så ut på plassen, mens han væntet; han hadde aldrig
været der før. Da opdaget han Amanda Brandini på en balkon
like imot. Altså der bodde hun.
Men ved siden av henne og som hun lænet til rækværket, og
det så nær henne at han måtte kunne drikke hennes ånde, stod
en ung, smuk løjtnant. Han var samme formiddag blet forestillet
for Mansana, som da hadde hørt at han var fra nabo-garnisonen,
og at han almindelig kalltes „Amorinen“.
Men nu lå „Amorinens“ øjne i hennes; de smilte begge, mens
deres læber bevæget sig, og da ordene ikke kunde høres, så det
for Mansana ut som de fortrolig hvisket. Det hørte aldrig op.
Giuseppe Mansana kjænte blodet strømme mot hjærtet og en
stikkende smærte. Han rejste sig og gik, husket, han ikke hadde
betalt hvad han urørt satte efter, vændte om og gjorde det. Da
han atter kom ut og atter så op, overraskedes han ved at de to
deroppe var kommet i håndkamp. „Amorinen“ trængte på, og
hun værget sig, rød som blod. Brytestillingerne fremhævet hen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
