Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KAPTEJN MANSANA 181
banket, kunde han av skræk ikke sige: Kom in! Men døren
åpnedes desuagtet.
„Var det Dem der lo?“ spurte Mansana.
„Nej, på min ære!“ svor Amorinen og slog fra sig med begge
hænder. Mansana stod en stund og så på ham.
Men da han atter var gåt, kom også jubelen atter; han kunde
ikke for det. Og da han ikke turde skrike eller hoppe, måtte
han meddele den. Det skedde på officerskaféen blant forhen-
værende skolekammerater. Der blev også en svær moro. Ved
glassene haglet det med vittigheder over den ulykkelige kaptejn,
som like foran brylluppet med en fyrstinne gjorde skandale av for-
ælskelse i en liten pensjonistdatter. — Dette var major Sardi,
Mansanas ven, vidne til.
Næste morgen hadde Mansana sit siste møte på højen. Det
begynte længe før vanligt, det ændte meget senere og først foran
døren til deres hus. Om eftermiddagen kom han efter løfte igjæn,
for at ta avsked. Halvt skjælmsk og halvt smægtende talte Amanda
om brylluppet, ganske som hun følte det; ti for en italiensk vel-
opdragen pike er det jo ingangen til den jordiske salighed, d. v. s.
til den tilstand hvori usikkerhed, tvang og bryderi slutter, og
hvori evig frihed, nye kjoler, kjøreturer og operakvæller begynner!
Hennes søte pludder sang op hans egne længsler, hennes skjønne
lille personlighed gjorde denne sang ænnu fyldigere, så han i
følelse av sin nære lykke kom til at fortælle hvad part hun hadde
i den. Lille Amanda fik tårer ved det; en ung pike får så gjærne
tårer når hun omtales godt. Og så måtte hun da sige at hun
hadde fåt slik tillid til ham. Hun sa det, fordi hun altid i hans
nærhed hadde følt en liten smule frygt; — men det sa hun ikke.
Da det altså ikke var så sant som hun nu selv ønsket, la hun
et smil til. Dette skulde styrke det. Men smilet strålte der hvor
luften ænnu hang full av hennes tårer, og dannet der, jeg mener
i Mansanas bryst, en ubegripelig skjøn regnbue. Han tok hennes
runde, lille hånd in i begge sine; det var avsked. Han sa også
noget, men visste selv ikke hvad; hun blev rød. Han så hennes
barm, armer og hode over sig i trappen, atter igjæn fra balkonen.
Han hørte utover plassen et melodisk „Farvel!“ og ænnu et —
og bøjde in i sidegaten.
Han hadde ikke set Sardi komme, så ikke at han stilet like
på ham, og vaktes forvirret ved et slag på skulderen. Sardi lo:
„Er det virkelig sant? — Er du forælsket i den lille deroppe? —
— Du ser så ut!“
Mansana blev kobberrød, øjnene stirret, åndedraget gik hurtig:
„Hvad er det du siger?“ spurte han; „hvorav vet du —?“ han
stanste. Han kunde jo ikke fortælle hvad han først vilde høre,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
