Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KAPTEJN MANSANA 183
„Jeg rejser ikke!“ skrek Mansana.
„Du rejser ikke! — Er du gåt fra forstanden?“
Jeg rejser ikke!“ gjæntok Mansana med opløftede armer og
hænder, som avla han ed.
Sardi forfærdedes. „Så ælsker du henne jo?“ hvisket han.
Mansana sank sammen. Dype støn hørtes, det brøt i hele hans
kraftfulle legeme; Sardi blev rædd for han skulde få slag. Da
løftet Mansana sig likesom opover sig selv, hans åsyn lyste, og
langsomt, aldeles henført, sa han: Jeg ælsker henne!“ og derpå,
vændt til Sardi: Jeg rejser ikke!“ Og fra nu av var han som
en storm. Han vændte sig, så op og frem — og suste i vej.
„Hvor går du hen?“ spurte Sardi og ilte efter.
„Til Borghi.“
„Men til ham skal jo jeg gå!“
„Så gå!“
„Men hvor går du hen?“
„Til Borghi!“ Og idet han stanste, tilføjde han begejstret: Jeg
ælsker henne. Hvær den som vil ta henne fra mig, skal dø!“
Han vilde gå.
„Men ælsker da hun dig?“ skrek Sardi, glæmmende at de
stod på gaten.
Mansana rakte atter de senete hænder i vejret, og sa hult:
„Hun skal ælske mig!“
Sardi blev rædd: „Giuseppe, du er vanvittig! Spænningen i din
sjæl har været dig for svær. Nu har den bare tat ny kraft og
ny gjænstand. Du er ikke dig selv! — Giuseppe— løp ikke fra
mig! Ser du ikke folk på gaten lægger mærke til dig?“
Da stanste Mansana. „Vet du hvad jeg blev syk av, Cornelio?
Av at jeg tok hensyn til „folk på gaten“! Jeg måtte tie, tåle,
trampes! — Derav blev jeg syk.“ Han tok et skridt nærmere in
på Sardi: „Nu vil jeg skrike det ut til al værden: Jeg ælsker
henne!“ — Han skrek det også virkelig, vændte sig, og gik med
stolt gang; Sardi efter og fik ham under armen. Han styrte ham
in i en ænnu trangere gate, uten at den andre ænste det. Han
bare gik på og begynte at tale med høj stemme og stærke gestus:
„Hvad var det for mig,“ sa han, „at bli fyrstinne Leaneys mann,
styrer av hennes nådes godser og tjener av hennes nådes luner?“
Og hans i det stille sårede egenkjærlighed slap løs. „Først nu
siger jeg den fulle sanhed for mig selv: Det hadde været et
uværdigt liv for Giuseppe Mansana.“
Sardi tænkte, at når den tause, i alle fall utvortes beskedne
Giuseppe Mansana pludselig begynte at skrike og skryte, kunde
også alt annet utænkeligt ske, — og med en utholdenhed og op-
finsomhed som gjorde ham al ære, vilde han bevæge ham til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
