Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
238 MAGNHILD
Den gamle hadde med begge hænder kastet den svære kule op
i skifte med en ganske liten, og kunde således bli ved. For Magn-
hild blev den lille kule henne selv; — og den store — ? Det var
ikke for at finne billede, hun førte det heller ikke ut; men alt
blev til billede. Således blev den stadige blinken i luften av kulerne
til det iskolde blik hun nylig hadde skjælvet ved.
„Den gamle mann er overmåde stærk,“ sa adjutanten. ,Jeg så
en gang en mann i Venedig, han stod og bar en annen mann på
sine skuldre, og denne bøjde sig og tok mot nok en, som stilte
sig oprejst på ham igjæn, og tænk, de tok mot en fjærde, som
stilte sig oprejst på den tredje. Den underste gik med dem alle,
mens den øverste spilte med kuler — “
„—Om jeg døde i dette øjeblik,“ sa fruen på den annen side,
„og sjælen glæmte alt her og fik et nyt sætt av vidunderlige op-
gaver, uændelige syner, så jeg henrykkedes i opdagelser på op-
dagelser — hvad kunde komme herligere?“ — „Så langt tænker
jeg ikke,“ svarte generalens faste stemme; Jeg vil gi mit hode
på, at det at leve og dø i sin pligt er den største lykke som et
vel organiseret menneske kan føle. Resten er likegyldigt. “ Magn-
hild fik et sviende håndtryk.
„Klappa, mine herskaper, klappa!“ sa klownen hæst og god-
modig. Man lo litt, men rørte sig ikke.
„Hvorfor kommer ikke snart hundene frem?“ spurte Magda,
hun hørte dem utålmodig gjø der inne i teltet.
Fjællene stod krust av skyer øverst oppe; et jag i luften be-
budet skifte; fjorden sortnet alt av bris på bris. Det var noget
uændelig højt over landskapet, noget skrækinjagende.
Det begynte at bli koldt. Folket føltes dystert og tungt der bak.
Nu kom klownens hustru frem; hun skulde gå på linen. Den
magre fordums Skjønhed hadde utringet kjole og korte ærmer.
Fruen rystet, idet hun så på henne, klaget over kolde føtter og
rejste sig. Dermed generalen, dermed adjutanten og følgelig også
Magnhild; alene Magda blev sittende med bønlige blik, hun væntet
på hundene. Et eneste øjekast av moren var nok; hun rejste sig
og sa intet.
Man gik ut samme vej som officererne var kommet; ingen så
sig tilbake. Fruen lo med sin klareste latter, den rullet vellyd
utover hele forsamlingen. Alle så efter henne. Generalen gik
hurtig, så hennes lette, friske gang ret tok sig ut. Generalens
højde gav hennes et eget behag; hans hårde holdning og figur
fremhævet hennes bøjelige. Farvemotsætningen i hennes dragt,
fjæren over hennes hat, et intryk av hennes latter gav en enkelt
mann i hopen stemning som av bortdragende musik.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
