Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNHILD 245
gynte at smånynne, mens hun gik i den yttre stue. Litt efter
kom der ord med; de var engelske, og ett hørte Magnhild tyde-
lig, det var „disappointed“. Magnhild kunde Engelsk; de tre siste
vintrer hadde Skarlie læst sproget med henne; hun kunde alle-
rede forelæse for ham av det amerikanske ukeskrift som det
siden hans ophold dersteds var blet ham et livsbehov at holde.
Hun visste altså at „disappointed“ betydde „skuffet“. — Der fore-
går undertiden en ændring i vor stemning derved at solen, som
fyllte hele rummet, pludselig er borte, og luften grå, kold, inne
som ute. Likeså uvilkårlig fik Magnhild en ubeskrivelig frygt, og
ganske rigtig: næste gang Rønnaug gik nynnende forbi den åpne
dør (hun så på vægbillederne) kastet hun et kort sideblik in på
Magnhild; det var ikke egentlig uvenligt; men det kjæntes dog av
Magnhild som fik hun et skudd. Hvad i al værden var hændt,
eller rettere: hvad var opdaget? Det var henne ikke muligt at
fatte det. Hun spejdet, da hun var færdig og kom in, rundt hele
stuen. Men hun spejdet forgjæves efter en ting der kunde ha
angit hvad hun selv vilde ha skjult, eller fortælle noget der
kunde vække mishag. Hvad var det? Rønnaugs åsyn var nu
et annet — nej, hvad var det?
De gik; begge var blet tause. Selv på gaten, hvor så meget
kjænt måtte minne, kunde hun, som nylig hadde talt i tre sprog,
tie i dem alle. De møtte en mann i en karjol, som talte liden-
skabelig med en yngre mann han hadde stanset; begge hilste
Magnhild, den ældre likegyldig, den yngre med triumf i det
finnete fjæs og de gnistrende øjne; — først da vækkedes Rønnaug.
Til tross for, at snart fem år var gåt siden hun skysset den
ukjænte mann som hadde talt om Magnhilds bestemmelse, og
som hadde set henne selv i forhold hun skammet sig ved, — hun
kjænte ham straks! Hun grep hurtig Magnhilds hånd: „Do you
know him? What is his name? Does he live here?“ hun glæmte
i sin iver at forsøke sit morsmål. Magnhild svarte alene på det
siste spørsmål: ,Ja, siden i vinter.“ — „What hejter’n.“ —
„Grong.“ — „Have you tålå ve’n?“ — „Mere med hans søn;
det var ham som stod der.“ Rønnaug så efter Grong, som just
nu kjørte raskt — man kunde sige vredt — forbi dem.
De kom til det annet hotel på højre hånd; en pike spurtes om
ikke her en dame var tat in med et barn. De blev vist ovenpå.
Der stod den dame som hadde ledsaget Rønnaug. Denne spurte
henne på Engelsk hvor barnet var, samtidig med at hun forestilte
Miss Roland for Mrs. Skarlie, hvorpå alle tre gik in i næste væ-
relse til det sovende barn. „Nej, har vi fåt en vugge!“ ropte
Rønnaug på Engelsk, og kastet sig på knæ ved vuggen. Magnhild
blev stående foran, ikke ganske nær. Det var et vakkert barn,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
