Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MAGNHILD 275
utfordrende figur; men det gnistret av hennes øjne under latteren:
hun måtte kunne gi ham en ørefik! Der er samholdsmagt mellem
kvinner, når de skal værge eller hævne hværandre.
Hun fik ham under den strømmende samtale til at hinke med
sig rundt kjærret. Og da de stod på den annen side av dette,
vændte hun sig mot det kjærr som bakfra hadde dækket henne,
den gang hun lyttet. Der bøjde hun et par grener til side, og
spurte ham leende om han ikke var kavaler nok til at hjælpe
dem og trille hjæm det hjul som lå gjæmt der. Han kunde dog
umulig la damerne gjøre det alene!
Han blandet uten videre sin latter i hennes, men rørte sig ikke
til nogen hjælp. Han var i skjorteærmerne, sa han; han måtte
hænte sin frakke, hvis han skulde følge med til gården.
Å! — Efter frakken kunde skikkes bud, og i skjorteærmer trillet
man best, mente Rønnaug, — hun gav sig til at rejse hjulet alene,
syngende: „Å-hoj!“ Straks hun fik det frem, fallt det på siden;
„ti der måtte være to om det!“ Hun bøjde sig ned efter det, og
i denne stilling så hun op på ham med skjælmske øjne; de drog
uimotståelig hans ned til hennes åsyn og yppige figur. Han tok
øjeblikkelig fat. Hjulet blev rejst. De trillet det frem, støtende fra
hvær sin side, hun hoppende, han hinkende. Muntre ord og
megen latter ledsaget færden. Magnhild kom langsomt. Hun fik
et blik over Skarlies skallete hode; det lynte av lystighed og
sejer. Men da det droges tilbake, burde det ha efterlatt to striper,
brunbrænte over hans rygg og nakke.
Vejen var ikke ganske kort; han stønnet. Snart følte hun hans
sveddråper over sine hænder. Desto hurtigere trillet hun. Hans
sætninger blev til ord, disse til stavelser; han forsøkte at le for
at dække forkommenheden. Ændelig kunde han hverken rulle
sig selv eller hjulet, men lot sig falle i græsset, rød som en klase
rognebær, øjnene stive i hodet og vidåpen munn. Han gispet
efter luft og forstand.
Rønnaug ropte på gamle Andreas, der nætop kom forbi på vejen
med et højlass, at han skulde komme dit og ta hjulet. Så stak
hun sin arm in under Magnhilds, hilste og takket — altid på
Engelsk — så mange tusen ganger for den fortræffelige hjælp; nu
kunde de rejse imorgen tidlig. — Farvel!
Oppe på vejen så de tilbake. På Andreas’s stilling kunde de
skjønne, at han spurte Skarlie hvorledes hjulet var kommet dit.
Skarlie gjorde en vred bevægelse med hånden, som vilde han feje
både hjulet og Andreas langt bort, eller kanske ønsket han dem
samtidig ensteds hen hvor det i Norge ikke er ualmindeligt at
ville hensaette sine mindre gode venner. De så ham vænde sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
