Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hånden på ham, så fingrene lå utover. Det han talte om, grep
han i grunnen på samme måte, i en slags overflod, og kastet det
gjærne straks hen igjæn for noget annet.
Fruen var gåt ut, men kom straks in igjæn og bad os til bords.
Nætop da slængte han sig foran pianoet, hvor der stod et hæfte
ny musik opslåt, som han i det samme karakteriserte med nogen
ord. Så gav han sig til at spille og synge vers efter vers av en
lang sang. Fruen minte ham igjæn om måten, da han var færdig.
Derved kom han formodentlig til at mærke at hun var inne.
„Hør, Amalie, lad os prøve den duet!“ og han slog an akkom-
pagnementet. Hun smilte over til mig, men stilte sig hen og sang
med. Hennes noget dækkede, søte sopran smæltet in i hans varme
baryton, som jeg hadde hørt det for ni år siden. Begges stemme
hadde fåt det rikere inhold et liv lægger i den, når det selv har
inhold; færdigheden var derimot omtrent den samme.
Den som et øjeblik i forvejen måske ikke kunde fatte hvor-
ledes disse to var kommet sammen, behøvde bare at stille sig
ved siden av dem, mens de sang. En lyrisk hengivelse i stem-
ningen var fælles for dem begge, og på forskjellige forutsætninger
var de fullkommen enige om at la stå til. Som to barn i en båt
vugget de nu avsted, ladende maten bak sig bli kold, tjenerne
utålmodige, gjæsten tænke hvad han fant for godt, og husets
orden og deres egen bestemmelse for dagen skiples.
I deres sang var ingen energi, ingen skole, ingen finere ut-
arbejdelse av dette enkelte nummer, som de kanske også sang
for første gang. Men en jævn, lat, glad sammengliden nedover
melodien. Stemmernes lyse farver gled in i hværandre som et
kjæleri; men der var ynde over det.
Vers på vers sang de, og jo længere, jo bedre sammen, og altid
gladere. Da de ændelig sluttet, og hun ved min arm gik på sin
litt tunge måte in til bordet, og han slang i forvejen for at gi
nøkkelen til vinkjælderen til Stina, så var der i hennes øjne
ingen spørsmål mere, bare glæde, mild, skjøn glæde, og han
fløjtet som en kanarifugl.
Vi satte os til bords, mens han var ute; vi væntet i det uænde-
lige på ham; enten hadde han ikke truffet Stina, eller hun hadde
ikke forståt ham; — han var selv gåt i kjælderen, og kom igjæn
således tilrakket at vi skoggerlo. Fruen stanste dog midt i latteren,
og sat siden taus hen, mens han skiftet og vasket sig.
Han slurpet ske for ske av suppen i sig med grådig hast, vant
sig godt humør igjæn, da hans første hunger var over, og talte i
ett væk, til han pludselig, mens han sat og skar steken for,
spurte efter gutterne. De hadde spist; de kunde ikke vænte så
længe. „Har De set barnene?“ — ,Ja,“ svarte jeg, og jeg talte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
