Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
støv 295
Jeg sa henne hvad jeg nætop hadde tænkt, og hun hvisket i
tilbakeholdt jammer, idet hun kom mot mig og foldet hænderne:
„Bed med mig! å bed med mig!“ — „Hvad skal jeg be om? At
gutterne nu må dø og komme til himmelen og bli engler?“ Hun
stirret forfærdet, vændte sig og gik foran som før; men nu
uten en lyd.
Vi fulgte en gangsti gjænnem skogen; den førte til fiskedammen;
men vi måtte gå mer æn halvten av parken for at nå den. Her
gik en bæk i en kløft, og her var gjort en opdæmning. Den var
stor, så fiskedammen hadde et anseligt omfang. Vi måtte op fra
stien for at nå kanten av dammen. Stina gik bestandig foran, og
da hun hadde nådd op, og så dammen og de to forældre ute på
den, knælte hun ned i bøn og hulken. Nu hadde jeg ondt
av henne.
Da også jeg nådde op, og så forældrene, grep det mig stærkt.
I det samme hørte jeg stemmer bak mig i skogen. Det var fol-
kene, som kom med lygter. Det svævende lys, dæmpet av sne-
fallet, som de fire lygter gav ut over menneskene, sneen, under-
delen av trærne, den skygge som samtidig enkelte i toget og
enkelte trær og steder nær ved kom i, hæftet sig for alle tider i
mit minne til de ord jeg samtidig hørte fra dammen: „Her er
intet hul i dammen!“ Atlungs røst; den dirret av bevægelse. Jeg
vændte mig, og så hans hustru om hans hals. Stina var sprunget
op med et utrop som ændte i et langt, men stille: „Gud være
lovet og takket!“ — Men de to på dammen slap ikke hværandre;
jeg med nogen møje ned og bortover til dem; ænnu hang hun
om hans hals, og han var bøjd over henne. Jeg stanste ærbødig
et stykke ifra; de hvisket til hværandre. Lysene oppe på dammen
var det første som vakte dem.
„Men hvad nu? Hvor skal vi søke?“ spurte Atlung. Jeg gik
nærmere. Jeg sa nu forældrene, skjønt skånsommere, hvad jeg
før hadde sagt Stina, at måske sitter de under et stort træ en-
steds her og vænter i sin hjærteangst på forbarmende engler, og
så er der fare for at de alt har frosset, så de blir syke. Før jeg
hadde talt ut, spurte Atlung op mot dem på vollen: „Hadde gut-
terne yttertøj på, sist I så dem?“ — „Nej,“ svarte to stykker.
Han spurte om de hadda huer på, og herom blev der uenighed.
Jeg påstod de hadde huer på; en annen sa nej. Atlung kunde
selv ikke huske det. Ændelig trodde man at den ældste hadde
hue på, og den yngste ikke. „Å, den lille Storm!“ klaget moren.
Blant folkene oppe på damkanten var der nogen som gråt, så vi
hørte det ned. Jeg tror der stod tyve mennesker ved siden av
hværandre omkring lygterne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
