Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„Ja, lad os gå og lete efter dem!“ sa Atlung bevæget; han gik
imidlertid helt ut på det fremste av dæmningen, vændte sig mot
os som var begynt at stige ned, og bad os stå stille: „Anton og
lille Storm! Kom hjæm igjæn til far og mor! Far er ikke sint
længer!“ Det var så sårt at høre. Intet svar; vi stod længe.
Intet svar.
Mismodig kom han tilbake, og gik ned på stien med os andre;
hans hustru tok hans arm.
VI
Vi kom til det ytterste av skogen, og fordelte os med så lang
avstand fra hvær, at vi nætop kunde se hværandre og alt imellem
os: vi gik skogen op, tok næste strøk og gik det ned, men lang-
somt: ti al sneen fra trærne lå nu over den gamle sne på marken;
somme steder var den pakket så hård at den bar os, men andre
steder sank vi i til knæet. Da vi næste gang samlet os, for atter
at spre os, spurte jeg om det også var sansynligt, at to små
gutter hadde holdt ut i skogen, efter at det var blet mørkt. Men
heri motsagdes jeg av alle. De var vante til at færdes i skogen
hele dagen og kvællene med; de hadde andre gutter som bygde
snemænn for dem, fæstninger og snestuer, hvori de ofte sat
med lys.
Herved droges tankerne hen på alle disse bygværk og på
muligheden av at de hadde tydd til noget av dem. Men ingen
visste hvor de hadde dem i år, da sneen var kommet så nylig.
Desuten plejde de at bygge snart her, snart der. Altså måtte
vi bli ved.
Det traf sig så at Stina denne gang gik nærmest mig, og da vi
to var ved kløften, og denne somme steder bøjde, kom vi nær til
hværandre, og hadde ingen strækning at søke på. Hun hadde
åbenbart en ændret sinnsstemning. Jeg spurte henne hvorfor.
„Å,“ svarte hun, „Gud har så tydelig talt til mig. Nu finner vi
gutterne! Nu vet jeg hvorfor alt dette er hændt! A, så tydelig
vet jeg det!“ Hennes madonnaøjne skinte av sværmerisk lykke;
hennes bleke, fine åsyn var henrykt. „Hvad er det, Stina?“ —
„De var så hård mot mig før. Men jeg tilgir Dem. Herregud,
syndet jeg ikke selv? Tvilte jeg ikke på Gud? Knurret jeg ikke
mot Gud? Å, hans veje er vidunderlige! Jeg ser det så tydelig,
så tydelig!“ — „Men hvad er det da?“ — „Hvad det er? Fruen
har i det siste halve år bare bedt Gud om en eneste ting. Ja,
det er hennes vis at gjøre så. Hun har lært det av sin far. Om
bare en eneste ting har hun bedt, og vi har hjulpet henne. Det
er om at gutterne ikke måtte skilles fra henne; Atlung har truet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
