Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
302 støv
Hvor var ikke det jeg da tænkte, forskjelligt fra det som siden
hændte!
Jeg måtte huske på det, da jeg to måneder efter kjørte den
samme vej med Atlung, og han fortalte mig hvad der var foregåt.
Da hadde jeg været i utlandet, og han møtte mig i byen.
Og når jeg nu fortæller det igjæn, så er det ikke med hans
ord; ti jeg vilde ikke være istand til det; men hvad han fortalte,
det er det.
Gutterne fik feber, og den gik over til lungebetændelse. Alle
så de fra første færd at det tok en svær vænding; men fruen var
så sikker på at alt var hændt, forat hun skulde beholde sine
gutter hjæmme, at også de andre fik den tro.
Hvor hård sygdommen kunde bli, — den vilde bare være in-
gang til lykke og fred. Allerede i skogen hadde hun tat det høj-
tidelige løfte av sin mann, at de ikke skulde sendes bort, men at
en huslærer måtte komme og ha dem under stadig opsigt. Og
ved sykesengen gjæntok han det, så ofte hun vilde, når de i lange
nætter og stille dager møttes der. Hun hadde aldrig været skjøn-
nere, han hadde aldrig ælsket henne højere æn nu: egentlig var
hun i en eneste henrykkelse. Hun betrodde Atlung, at likefra
han første gang for vel et halvt år siden hadde yttret at gutterne
skulde bort, hadde hun bedt Vorherre om at hindre det, bedt
ham uændelig, og i al denne tid ikke om noget annet. Hun visste,
at hvad man bad om i Jesu navn, det skulde gives. Hun hadde
gjort det flere ganger før i tilfælder som forekom henne selv at
være led i hennes liv under troens førelse, naturlige led; og det
var altid lykkes. Hun hadde denne gang tat sin far til hjælp, og
tilsist Stina; begge disse hadde lovt også bare at be om dette.
Det fallt henne ikke et øjeblik in at der var en annen måte at
nå målet på, f. eks. så vidt hun hadde kræfter, og så vidt hennes
tro tillot det, at studere Atlungs tanker om opdragelsen, og prøve
at få ham selv med på et forsøk, så at det kunde vise sig om de
sammen magtet opgaven. Hun gik ut ifra at det gjorde hun slet
ikke; hvad kunde vel hun? Men Gud kunde, hvis han vilde.
Det var jo hans egen sak, og det i højere grad æn nogen han
før hadde bønhørt henne i, så hun var sikker på han vilde. Hvær
hændelse, hvært menneske, som kom til gården, tænkte hun, var
sendt; på en eller annen måte måtte de bli et led i den hand-
lingsrække som førte Atlung til andre tanker. Når hun fortalte
Atlung dette i sin uskyldighed og tro, følte han, at det i alle fall
ikke var nogen menneskelig magt som kunde motstå henne. Han
reves i den grad selv med, at han ikke alene var viss på at gut-
terne kom sig; men han la ikke engang mærke til hvor syk hun
selv var.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
