Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
304 støv
Kniplingerne om håndledet lå ordnet, som hadde hun ikke rørt
sig, siden hun var klædd og redt, og det måtte nu være flere
timer siden.
„Men Amalie!“ brast han ut, og knælte foran sengen.
„Det var ikke således jeg mente det,“ svarte hun med så sagte
hvisken, at han under andre omstændigheder intet kunde ha hørt.
„Hvad mener du med „således“, Amalie?—Å, forsøk igjæn! —
Amalie!“ Han så hun vilde, men kunde ikke, eller betænkte sig.
Øjnene fylltes og tømtes, fylltes og tømtes, munnen bævet, men
likeså lydløst som dette skedde, like stille lå hun. Ændelig rettet
hun de store øjne på ham. Han bøjde sig nærmere hen til
henne for at høre: „Jeg vilde ikke ta dem fra — dig,“ hørte han
hvisket som før; ordet „dig“ kom for sig selv, og ænnu i den
hviskende tone omgit av en ømhed og klage som intet på jorden
kunde overgå.
Han våget ikke at spørge igjæn, skjønt han ikke forstod. Han
fattet alene, at der var hændt noget ænnu samme formiddag som
hadde gjort liv til død. Hun lå lamslåt. Hennes urørlighed var
forskrækkelse; noget uhyre stort hadde trykket henne ned til
lydløs stillhed, knust henne. Men han fattet også, at bak denne
åndetause ro var der en bevægelse så stor at hun måtte sprænges;
han fattet her var fare, at hans nærvær økte denne fare, at
her måtte hjælp til, d. v. s. han fattet, at fik han ikke selv komme
bort, så var bare hans ansigt, som det nu måtte se ut, nok til at
dræpe henne. Han vet ikke hvorledes det gik til. Han kan huske
han var i en trap; ti han kan huske et billede hun der selv hadde
hængt op, den hellige Christophorus som bærer Jesusbarnet over en
bæk. Han fant sig selv liggende på sofaen i den store stue med
noget vått over pannen, og et par mennesker ved siden, den ene
var Stina. Han kjæmpet længe som med en ond drøm. Ved at
se Stina kom hans rædsel igjæn! „Stina, hvordan har Amalie
det?“ Hun lå i feber.
„Men hvad har hændt i formiddag, mens jeg var borte?“ Stina
visste intet. Hun forstod ikke engang hans spørsmål. Hun var
ikke den som hadde plejet fruen om formiddagen; hun hadde hat
nattevakt, og da var fruen i lyksalige feberfantasier likesom nu
igjæn. Hadde da doktoren været hos henne om formiddagen?
Nej, han var væntendes. Han hadde sagt igår at han idag ikke
kunde komme før senere. Det tydet på at doktoren kjænte sig
sikker.
Hadde fruen talt med nogen annen? Det måtte da være med
våkekonen. „Hænt henne!“ Stina gik; han sendte også bort den
andre som var der; han trængte at samle sig. Han satte sig med
hodet mellem sine hænder, og før han visste det, brast han i gråt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
