Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MORS HÆNDER 325
En fri manns åpne, glade sjæl, du. Ubekymret selvtillid i grep
ut efter det han hadde behov. Og så skulde du set hans faste,
greje hænder, arbejdsnæver. Også ansigtet — en manns som har
til overflod alting.“
„Hvad sa folk?“
„De kjænte ham, de bare moret sig. Og han moret sig. Da
han begynte at tale, adlød tungen ham fullstændig. Kun trodde
jeg røsten var unaturlig; den lød likesom langt innefra. Men det
var hans rette røst. Han hadde ikke før begynt, så hændte noget.
Der drev en flok damer og herrer forbi, deriblant også nogen av
dronningens følge. Vi kunde se dem, vi som sat ved vinduet, og
han så dem også; vi så at de pekte in.
Da stanste han, aldeles blek, drog pusten så tungt at vi alle
hørte det. Ændelig drak han mere vand. Før han atter kunde
tale, drøjde det. Alle så på ham, nogen hvisket sammen.
Hittil hadde han talt, som en svær maskine gjør de første
uregelrettte slag med stansninger. Men nu rejste han sig, og da
han atter talte, var han ædru. Jeg siger dig, han var aldeles
ædru.
Den mann som nu stod der ... ja, lad mig ta det stykkevis.
Du vil ellers ikke forstå.
Hans foredrag, — vet du hvad det kunde ligne? En fuga av
Bach. Noget durende, men rikt; noget uavladelig rikt og ofte så
mildt. Men der var den store forskjel at inne i det famlet han
ofte efter ord, byttet ord, byttet igjæn. Uavladelig og durende
tross det, det var det besynderlige. En ustanselig, rivende iver
og hast. En undredes om der ænda var mere, og der var altid
mere, og næsten altsammen mærkeligt.
Jeg hadde så ofte hørt folk karakteriseres som besat av en
naturmagt; men jeg hadde aldrig set det. Aller minst ved hoffet,
der finnes knapt nok en personlighed. Her sat jeg ændelig foran
en! Han der måtte tale — sansynligvis som han ved et godt
bord måtte drikke. Jeg visste han selv ledet sine to gårder, og
selv arbejdet med når han fik tid til det, og jeg syntes jeg så
denne kjæmpe svale sig i arbejdet; men skjønte tydelig at hodet
ikke vilde gi op for det, så hode og hænder kappedes om hvem
som kunde trætte hværandre ut.
Det var om arbejde han talte. Begynte med at dronningen nu
var her.
„Hvem er hun?“ spurte han. Han svarte da med nogen gode,
følte ord om henne. Men så spurte han igjæn: „Hvem er hun?“
Han svarte med et nyt spørsmål: „Tjener hun selv sit brød?“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
