Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328 MORS HÆNDER
Hvad jeg her siger dig, er fra din far.“
„Han kjænte Tolstoj?“
„Nej; men det der er ældre æn både Bibelen og Tolstoj.“
„Han var altså en stor taler?“
„Det tør jeg ikke kalle ham; han hørte ikke blant forkynnerne,
men blant seerne. Ja, forstyr mig nu ikke! — Han mente, at om
hundre år vilde det at leve i lediggang og overflod sees på av den
store mængde som vi nu ser på bedragere og skjørlevnere.“
„Å, mor — hvordan var du il mote?“
„Det likesom duret og dirret i mig efter hans røst dag og nat.
Jeg sat som inne i en tordensky. Ikke som om han skrek og
regjerte. Nej, hans personlighed var det, og noget ved røsten.
Den var innelukket og dyp, ja som fra en hulning. Det kom
støtvis, men det kom bestandig. Jeg tror han talte i over to timer.
Den han kom til at se på, så han på, og dersom han så ut av
vinduet, blev han ved med det. Ubehjælpelig, skjønner du. Øjnene
fylltes innenfra med brand, han stod foroverlutende som et træ
i en bakke. Jeg tænkte rent ut sagt på skogen. Senere, da jeg
kom ham nær, duftet også skog av ham. Og så var han så skjær
i huden, du. Således det parti av halsen som ikke blev solbrænt,
fordi han lutet — når han løftet hodet — du kan ikke tænke
dig som det var fint og skjært....
Ja, hvordan kom jeg in på dette? Men det er det samme, nu
er jeg der, og vil være der, det er hos din far! Gud, Magne, som
jeg ælsket ham, og som jeg evig ælsker ham!“ — Hun brast i gråt,
og de lå bryst ved bryst. De dæmpede farver av skog og mark i
den usikkre luft og den hårde elvesusen avskar dem fra sig. Om-
givelserne stod fiendtlige mot deres stemning. Så meget trofastere
slynget de sig in i hinannen, og gav al sin styrke til hværandre.
„Magne, det kommer uten orden, det jeg her har at sige dig. Jeg
vet bare hvor jeg vil hen.
Ja, han var naturen her omkring, storladen med gjæmsler i;
jeg ante så meget. Altsammen var nyt for mig, også naturen; jeg
hadde rejst, men ikke i Norge.
De siger om os kvinner, at vi kan ikke karakterisere dem vi
ælsker, bare abstrakt lovprise. Ja. Men han hadde en ven, hans
beste ven, han kunde karakterisere, digteren — 1. Han var med
på Karl Manders siste møte, og han kom til mig derfra, da din
far var død. Vi talte sammen om alt det jeg da kunde. Han
skrev om ham det vakkreste som er skrevet. Jeg kan det utenad;
jeg kan alt det utenad som er skrevet med højsinn om din far.
„Vet I hvad han var?“ skrev han. „Dersom landskapet jeg
ser om mig her, skulde sige noget på menneskevis; dersom den
1 Hun nævnte naturligvis navnet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
