Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
330 MORS HÆNDER
god besked med sig selv, de er absolut ikke forfængelige. Gud,
som jeg skulde ha lyst til at gå hen og ta av ham manschetterne!
En kunde se han var ikke vant til at bære manschetter. Nogen
må ha sagt ham det gik ikke an at tale fra et kateder uten man-
schetter. Nu hadde han krøllet dem fordærvet, de hadde løsnet,
eller kanske aldrig været fæstet, de lå i vejen fremover hænderne
på ham. Han strævde med dem. Der var noget galt med hans
vest også; skjævt knappet, tror jeg, den slog pose på ene siden
og viste op den ene sæle — i alle fall for mig, som hadde ham
fra siden og lyset like på ham. Og denne svære karen, du, med
det lutende hode ... Tårer steg mig i øjnene. Ti hvem kunde
ikke gå avsted med ham?
Jeg følte det så stærkt som det kunde føles, at han måtte
hjælpes. Jeg forstod ikke at jeg skulde hjælpe ham, jeg stanste
ved at han måtte holdes av og hjælpes.“
Her brøt minnet så stærkt in på henne, at hun ikke kunde bli
ved, men vændte sig bort.
For datteren var hennes mor blet ny.
Det var ikke den som stelte og styrte hjæmme, ikke den som
sendte henne kloke brev i stille vejede ord. For en lidenskap, og
som den gjorde henne vakker!
„Hvordan gik det dig, kjære mor?“
„Sådan at jeg ikke visste av mig. Vi rejste derifra dagen efter,
og dit vi kom, der lå hans to gårder.
Så meget sanste jeg dog, at da nogen av os måtte sove på nabo-
gårdene, valgte jeg at komme på den der lå nærmest hans.
Og da stormen i mig ikke længer var til at stå imot, så skrev
jeg til ham uten navn. Jeg bad ham om en samtale. Han måtte
møte mig på vejen mellem ham og os, den gik igjænnem hans
skog. Brevet slap jeg i hans egen kasse ved vejen.
Du kan skjønne som jeg var, når du hører at jeg satte klokken
ti aften, for jeg trodde at da var det mørkt! Jeg hadde ikke lagt
mærke til at det ænda var lyst, så langt nord som vi nu var
kommet! Følgen var at jeg ikke turde gå ut før elleve, og var
da sikker på ingen at træffe.
Men der gik han! Svær og lutende med hatten i hånd, brættet
sammen i en ball, kom han, støt i støt, unselig glad og kejtet.
,Jeg visste det var Dem,“ sa han.
„Gud, mor, hvad gjorde du?“
Jeg forstod med én gang ikke hvor jeg hadde fåt motet fra!
Ja, jeg visste ikke hvad jeg vilde ham! Da jeg så ham, kunde
jeg ha vændt om, løpet. Men hans underlige gang, disse sikkre
lange steg og hatten i hånden og lurvehodet ... jeg måtte like-
som se. Og det besynderlige han sa: „Jeg visste det var Dem!“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
