Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ABSALONS HÅR 387
deres hjælpere i fellesskap, og man besluttet sig til at for-
søke det!
Det lyktes til fullkommenhed; mindre æn den halve driv-
kraft slog til!
Dengang det var færdigt, var han borte; han var i en grube.
Hans mor var ikke med; han fik henne aldrig med i nogen grube.
Straks han kom hjæm, ilte han med henne op for at se sit værk.
De så det, de rødmet begge to ved arbejdernes ærbødighed for
dem. De blev helt bevæget, da eieren tilkalltes, og de så og hørte
hans stormende glæde. Champagnen fløt for dem sammen med
stærke ord. Der overraktes moren den dejligste blomsterbuket.
Ør av ordene og vinen, stolt av utnævnelsen til geni, skred han
avsted igjæn med sin mor under armen. Han kjænte det som
var han på ene siden — og hele værden på den andre!
Hans mor gik med blomsterne, og var lyksalig.
Rafael hadde en ny ytterfrak på — rigtig en sådan som han
ønsket at ha den, meget lang, med opslag av silke; han frydet sig
i den. Det var en klar vinterdag, det skinte i silken, og det skinte
i mere æn i den. „Ikke en plet på himlen, mor,“ sa han. „Og
ikke på din nye frak heller,“ føjde hun til; — på den gamle
hadde der nemlig været en mængde, og de hadde hat sin historie.
Han var for stor nu til at forarges, for glad også. Hun hørte ham
nynne, det var den norske nationalsang. De kom in i byen igjæn
som fra Elysium; alle forbigående så på dem; folk aner lykken.
Rafael var også et hode højere æn de fleste, lysere av farve, førte
sin elegante mor med blomsterne i rask gang, og så med en lys-
krans om hodet ut over boulevarden fra en solbeskinnet høj.
„Der er dager en føler sig ny på,“ sa han. „Der er dager en
får så stor tilførsel på,“ bemærket hun. Han trykket hennes arm.
De kom hjæm, tok av tøjet, så på hværandre. Utkastene til
det som de nu hadde set fullført, lå der, også enkelte tegninger.
Dem tok hun og viklet sammen til en stav. „Rafael!“ sa hun og
stilte sig op, halvt leende, halvt skjælvende: „Knæl, jeg vil gi dig
ridderslaget!“ Han kjænte det ikke unaturligt; han gjorde det.
„Noblesse oblige!“ sa hun, og lot rullen røre ved hans hode.
Men derved slap hun den hulkende, han måtte op og ta
henne! —
Om kvællen hadde Rafael muntert lag med sine kammerater, og
blev hyldet villt. Men om natten lå han i sin seng med den væl-
digste motløshed. Det hele kunde jo i grunnen være et tilfælde?
Han hadde jo set så meget, og hadde så megen kunskap, så det
var ingen opfinnelse. — Men hvad? Han var visst ikke noget
geni, det måtte være en overdrivelse. Kunde der tænkes et geni
uten sejerssikkerhed? Eller hadde hans ejendommelige liv skadet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
