Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
402 ABSALONS HÅR
— I båten ønsket han at få henne foran sig, og skyndte sig
frem. Uten at sige noget gik hun frem ved siden av ham, satte
sig og gav ut en åre; så måtte han bakover igjæn.
Med denne lille spænning begynte det. Han hadde henne altså
i ryggen, han så det fosset under hennes årer. En hemmelig
kamp, en stilltiende frygt. Den hørtes også i de få ord som
sagdes. De økte bare spænningen.
Da de nådde frem, var begge røde og varme. Nu måtte han
snu sig for at se hvor de skulde lægge til. Først drog de lang-
somt forbi det hele cementleje, så vidt det var synligt. Han sat
altså overfor henne og forklarte; hun så hele tiden ditop og bare
flygtig eller slet ikke på ham. De vændte båten om igjæn, for at
lægge til der han mente fabrikken skulde stå. Nogen minering
måtte til for at skaffe plass. Skibene kunde nok komme kloss til;
men havnen måtte gjøres sikkrere, og det vilde koste.
De steg ut, han foran for at hjælpe henne; men hun hoppet i
land forbi ham. Så steg de opover, han foran for at vise vej,
forklarende; hun efter med store øjne og åpne øren.
Alt hun hadde strævd med Hellebærgene og drømt om gården
like fra barn av — det blev så lite nu. Det vilde også ta mange
år før skogen gav løn. Dette derimot gav velstand straks go
rigdom siden — hvis hans utsagn var rigtige, og derom tvilte
hun ikke.
Det ydmyget henne, avsatte henne, eller hvad hun skulde kalle
det. Men ham gjorde det stor.
Roturen, klyvingen, skjælvingen, som Rafael var i, gav fart til
hans utlægninger; åsyn og skikkelse var spænt. Hun kjænte sig
i et dragsug, hun burde frælse sig ned i båten og ro væk alene;
men hun var for stolt til at røbe sig. Hans øjne og hans væsen
syntes henne en erobrers; men hun vilde ikke erobres. Ej heller
vilde hun synes at være den der hadde sittet og spekuleret i
hans hjæmkomst. Det var akkurat at vænde det uegennyttigste,
det kjæreste i hennes liv om imot henne.
Noget i ham var hun rædd, noget han kanske ikke selv rådde
med — stormen i ham. Den var ikke larmende eller skræm-
mende; den var skinnende, intrængende ivrighed, den tok magten
fra ham selv, og viljen fra henne. Og dette tålte hun ikke.
Ikke før var de kommet op og stod i synet ut over holmerne
og havet, in over bugten til Hellebærgene, elvedraget der i den
indre bugt og præstegården, så vændte han sig og så om fra
det altsammen mot henne, som stod der med jagende barm,
varme kinner og øjne som ikke turde komme in fra havet
... „Helene!„ hvisket han, og kom. Han vilde ta henne i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
