Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
432 ABSALONS HÅR
Han syntes han sat i båten med henne på bugten, det lyste i
luften, og fløjtet fra skogen, og han var oppe på åsen med henne
og hos barstiklingerne, hun forklarte ham, at det kom an på om-
sorgen om de trivdes eller ej.....
Han gik tæt ned til bækken for at drikke, han la sig ned og
ut over vandet. Derved fik han se sit eget åsyn; hvordan gik
det til? Jo, det var sol over, naturligvis!
Sit eget åsyn fik han se. Herregud, som det var blet likt
hans fars.
I det siste år var han gåt svært over på sin far, det hadde
man sagt. Han så tydelig morens mine ved det, når hun så det.
Men du evige Gud, hadde han ikke alt grått hår? Jo, i mængde-
vis; — så tæt at hans hår ikke længer var rødligt, det var gråligt!
Det hadde ingen sagt ham. Hadde han lidt så meget? Og så
lite gjort sig rede for det, at Hans Ravns ord: „som du har for-
andret dig, Rafael!“ skræmte ham. Han var visst avvænt fra
iagttagelse av sig selv i dette grove slagsmålsliv. I det vejdes
jo ikke ord eller handlinger. Og så dette evige jag! Naturligvis
var det iagttagelse i det hele han var anvænt fra. Hadde bækken
været litt dypere, så hadde han latt sig gli ut i den. —
Han rejste sig, og gik videre, fort, fortere. Snart denne, snart
hin så han hænge i skogen; han turde ikke vænde sig om. Var
det også så underligt? At flere æn han og hans slægt bøjde av
fra hovedlinjen, og forsynte avvejene og skogenes grener? Han
hadde været uretfærdig mot sig selv og sine forældre, de var
ikke alene, de var i altfor stort selskap! Hvad vil et ufærdigt folk
sige annet æn nætop det, at ting som ikke skal det, tar magten?
Mer æn halvparten kommer ikke frem, mer æn halvparten av
kræfter går tilspilde.
Her i disse skogtejger, i disse bakker, utskårne, den ene ved
siden av den andre, likeløpende, ordnet som orgelpiper, hadde
også Henrik Wergeland sprunget. På nippet med ham også —
på nippet!
Nejgu om det var underligt at ravnene samlet sig her, lel; her
hang mange, her.
Hå — hå, dette måtte han skrive til sin mor! Det var noget
at skrive om til henne, som hadde rejst fra ham den siste gangen,
som forlot ham, da han blev ulykkeligst, fordi det vigtigste for
henne var at holde sin hellige person ukrænket, sin tross opret,
sin fornærmelse pompøs, sin forsmåddhed hævnende ... å, for
lange hår— å, som mor hænger fast! Hun har nok ikke klippet
sig, hun. Men nu skal hun pinedød ha det! Fra så langt tilbake
han visste noget, skulde det nu rotes frem; han skulde ændelig
engang syne henne selv! Nu hadde han både magten og retten!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
