Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
434 ABSALONS HÅR
side av tunnelen var samme slags landskap. Du gode Gud, dette
frygtelige brev var jo heller ikke fra det centrale i ham; ellers
hadde han ikke nu lidt så ved det!
Hvad ret hadde han at bebrejde sin mor eller nogen, at det
tilfældige, det som bare lå i periferien, blev bestemmende over
vort liv?
Kunde telegrammet komme tidsnok, så hun ikke blev altfor
fortvilet? Og ikke skræmme henne hjæmmefra, fordi han kom?
Tænk at skrive slikt til henne, som bare hadde levd for at
samle de oplysninger der kunde fri ham ut! Utaknemligheden
måtte synes henne for stor. Hun hadde noget uhjælpelig lukket,
som førte til katastrofer; hun orket ikke åpne, derfor kom der
sprængning. Hvad kunde hun ikke nu være fallt på? Når hun
til takk fik dette voldsomme overfall? Kanske hun så ikke vilde
synes at livet var værdt at leve! Hun, som fant at døden var så
let! Det gøs i ham.
Men mor gjør intet straks, tænkte han; — hun vejer først.
Røtterne i henne går dypt; når det ser ut som handlet hun av
inskydelse, er det fordi hun ofte har været ved det. Men dette
har hun ikke været ved før nu, dette overvejer hun. Han så
henne vandre i sjælenød omkring med sjalet om sig, han så henne
stirre med store øjne i sit liv og i hans — til begge syntes
henne trøstesløst forspildt; han så henne gå og pønse ut hvordan
hun best kunde gjæmme sig, så der ikke blev mere lidelse av.
Som han ælsket henne! Denne tid hadde trykket en dølge-
hjælm over hans hode. Nu var den av . . . .!
— Han sat ombord på dampskibet som førte ham hjæm. Mild,
stille regn, rent sommervejr var det nu blet; det tok på at lette
mot kvællen. Han kom visst til Hellebærgene i klarvejr og høj-
måne; da blev det koldere igjæn.
Han talte med ingen, ej heller hadde han øje for noget omkring.
Han så sin mor i det side sjal, det var hans selskap. Bare henne,
bare, bare henne. Sæt at telegrammet hadde skræmt henne ænnu
mere! Det at se ham kunde jo nu synes henne det værste av
alt. Læse en så knusende dom over sit hele liv, og det av ham
.....hun var ikke sådan beskaffen, mor, at det slettedes ut ved
at han bad om tilgivelse, og kom. Tværtom, det vilde fremskynde
det værste!
Naturligvis vilde det det! Atter begynte den stærke sveding,
han måtte ta mere på sig.
Angsten red ham aldeles som den selv lystet, han måtte in i
det grufulleste ... utmale sig hvad død hans mor valgte! Han
sprang op, han vændte sig hit og dit, han hadde gjærne kastet
sig i armene på en, skreket — men han visste jo det var ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
