Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Ivar Bye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Blant alle disse kammerater var Ivar den minste og smidigste,
når det gallt skøjerstreker som der var fare ved, f. eks. at stjæle
æpler eller bær i haverne, og være borte når ejeren eller andre
hørte støjen, og kom til. Hvær gang de hadde gjort noget sådant
som at spænne en snor over vejen, så bønderne, når de kom
fulle fra byen, fallt i den, og hæstene løp ut, eller når de hadde
skåret fanglinen over på bøndernes båter, så de drev av ut på
havnen ... hvær gang de hadde gjort noget sådant uten at bli
opdaget, holdt de det for „en bedrift“. At høre tale om det i
byen og på bygden var stor svir.
Der levde en gjærrig, sinna enke med en handel og en stor
have i byens ene ænde; med denne sinnatagg lå de formelig i krig,
d. v. s. de visste hvem de gjorde fortræd; men hun visste ikke
hvem hun satte vakt ut imot, hisset hund på, skjældte ut og truet
i de mørke høstkvæller. De drev dette så langt at de følte sig
nødsaget til at gjøre mere. Førerens forslag, at de en kvæll
skulde liste sig in i butikken, når der var lukket, og føre bort
hennes småpenge-skål (de visste hvad skuffe den stod i), fant
almen tilslutning. Det var rigtig „en storspas“; hennes raseri
måtte gå over til „begavelse“. Den yngste og smidigste blev
kommanderet in gjænnem kjældervinduet, de andre stod vakt.
Men hvordan det nu gik — denne yngste og smidigste blev
opdaget. Og da fik saken med én gang et utseende som ingen av
spasmakerne hadde tænkt sig.
Detaljerne i det husker jeg ikke længer. Det avgjørende var
imidlertid, at han som på befaling utførte det, gav skålen fra sig,
og hadde ingen fordel av det — og var dog den eneste som blev
fakket, anklaget og dømt. De andre var „bra manns barn“. Der
var også flere konfirmerte blant dem; for dem vilde straffen blet
altfor alvorlig; ti den tids love var strænge.
Så gik de andre gutter og deres forældre på ham med bønner
og løfter; fangevogteren gav fri entré. Det hadde slet ikke været
nødvendigt at be ham ta alt på sig; han hadde gjærne git sit liv
for kammeraterne. Især for ham, den høje med den hvite hud
og det sorte hår. Det var ham en fryd, da ændelig også denne
kom og sa: „Du skal ikke komme til at angre det.“ Og klappet
ham over håret.
Visst gjorde det vondt, da far og mor kom, og ikke kunde
forstå sig på ham. „Han, som altid hadde været så snill og bra,
han skulde nu bli deres skam.“ Gutten gråt bitterlig sammen
med dem; men tidde.
Likeså blev det en svær dag, da han i sine pene blå klær
måtte ombord på dampskibet; han skulde føres til Trondhjems
tugthus „for at konfirmeres“. Han fik lov at stå ved rælingen og
se på byen; han vilde nemlig passe på, om ingen av dem han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
