Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
-
Ivar Bye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Da læser han i avisen at hans beundring fra barndommens
dager, mannen med den hvite hud og det sorte hår, bodde i
byens fineste hotel!
Han fortalte mig siden at han skalv av bevægelse, og måtte
mælde sig syk, han kunde ikke samle sine tanker til arbejde. I
alle disse år hadde han, ofte uten at tilstå det for sig selv, gåt
og væntet på ham. Det siste han hadde hørt av vennens munn,
og med den ham egne myndighed, var jo: „Du skal ikke komme
til at angre det!“ En rund, full anvisning, utstedt av en mann
der var ridderligheden selv. Bye hadde ikke ulejliget ham i alle
disse år; til skyllsummen var derfor lagt renter. Vennen var
også nu i utlandet blet en rik mann, hvis rygtet ikke løj; til utlandet
kom Bye også, det følte han! Nu gallt det da at få sige ham at
her var han. Men det måtte ikke ske så andre så eller hørte
det; det kunde gjøre den intet anende forlegen. Derfor hørte han
sig for i hotellet hvor den fremmede gik hen om kvællene; så
gik han selv nat efter nat utenfor hans hotel; han vilde træffe
ham, når han kom hjæm. Men det fallt aldrig belejlig. Så tok
han mot til sig og skrev. Fortalte ham at han var i byen, og
ønsket en samtale, tillot sig at foreslå tiden, ænvidere stedet for
deres møte, nemlig vennens værelse i hotellet.
Til bestemt tid infant han sig foran den bestemte dør. Han
stod og lyttet, før han banket på; der var lys derinne, men ingen
lyd. Ændelig gjorde han det. Et kraftigt „Kom inn!„ svarte ham.
Da Bye ikke straks kunde åpne, blev det gjæntat ænnu kraftigere
av den beste samvittighed i værden.
Ivar Bye stod foran en høj, statelig kar i elegant
selskapstoilette; han slog nætop parfyme på sit lommetørklæ.
De så på hværandre; og den første følge derav var at ingen av
dem hilste. „Jeg har fåt Deres brev; men jeg beklager at den tid
De foreslog, ikke var heldig; jeg skal nætop ut. Vær’sgo, ta plass!“
Bye blev stående.
„Jeg kan se det går Dem godt. Hvad bestiller De?“ — „Jeg er
ved handelen.“ — „Så, det er De. Har De været længe her?“ —
„Et års tid eller vel det.“ — Han visste ikke mere hvad han sa,
rummet tok på at gå rundt. „Ja, De får virkelig unskylle, men
nu hører jeg slæden kjøre op.“ Han vændte sig for at lægge et
stort silketørklæ om halsen, før han tok pelsen på. Det banket,
en tjener mældte at slæden var der, ilte til og hjalp herren pelsen
på. Ænnu stod Bye ubevægelig, da herren med et høfligt farvel
strøk forbi ham ut på gangen og ned trapperne.
Bye var over 30 år, da han fortalte mig dette, og der var flere
år gåt siden det hændte. Men han gråt som en bedragen kvinne.
Efter dette møte blev han langsomt en annen. Som jeg senere
forstod det, må det første yttre tegn herpå ha været at han ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
