Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Intil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stadfæstelse, da piken kom ut. Gjænnem den åpne dør så hun in i
et kjøkken med marmorfliser på gulvet, væggene tækt med
porcelænsplater i blå tegning, og over hylden som delte væggen i
to, blankpussede kobberkjørl i mange størrelser. Et hollandsk
kjøkken.
Her i forstuen stod hun på tæpper så tykke som hun aldrig
hadde trådt i. Like svære var tæpperne opad trappen, holdt in
til med messingstænger, tykkere æn hun hadde set dem. Her går
folk på puter, tænkte hun, og det billede hun straks fik, var at
huset var en uhyre seng. Siden kallte hun det altid „sengen“.
„Skal vi nu hjæm til sengen?“ sa hun og lo. Til begge sider så
hun ingangsdører, og tænkte sig rummene. På hennes venstre
side, men på husets højre, kom først et mindre rum foran, og bak
dette ut mot viken et stort rum over hele husets bredde. Og det
slog til. På højre side tænkte hun sig det delt efter langs i to
rum. Også det slog til. Det var ikke så urimeligt; ti hennes fars
hus ved Michigansjøen var inredet efter dette. Ovenpå tænkte
hun sig en bred gang tværs over huset, og mindre rum til begge
sider av gangen. Men var hernede så frygtelig tykke tæpper, så
var de vel minst like tykke deroppe, rigtig putetæpper. Dette hus
gav ingen gjænlyd. Her levde stille mennesker.
Piken hadde åpnet til den side der vændte mot sjøen. Marit
gik derin, og så på alle rummets malerier og snurrepiperier; det
var aldeles overlæsset, men hvær evige ting var vel valgt, tildels
ut av intimt skjøn; det så hun straks. Her var bl. a. malerier
som måtte ha pris. Men hvad som især optok henne, var at nu
først forstod hun sin egen gamle far, skjønt hun hadde levd
sammen med ham, fra hun var bitte liten, med ham alene; sin
mor mistet hun tidlig. Av så meget fint og værdifullt var han
sammensat. Litt om hværandre og derfor upåagtet. Var det ikke
som kom han nu, og stilte sig ved siden av henne og smilte med
sit diskrete, varme smil over at være forståt?
Der kom han jo! Gjænnem den åpne dør så hun ham i trappen.
Yngre, ja; men det gjorde ingenting, øjnene var bare ænda
skjønnere og inderligere — han kom gående med samme gang, med
samme armbevægelser, i samme foroverlutende, varsomme
tilnærmelse. Og som han nu så på henne og talte til henne og
ønsket henne velkommen ... med samme avdæmpede ord, da
ante hun i alt den dype respekt for det individuelle, som i
hennes øjne utmærket hennes far fremfor alle hun kjænte. Faren
hadde tynnere hår, hans ansigt var furet, munnen hadde ikke
alle sine tænner, huden var skrukket ... Just at minnes om det,
fyllte øjnene med tårer. Hun så op i hans yngre øjne, hørte
hans friskere røst, følte taket av hans varmere hånd. Hun kunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
