Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tre år efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Næste dag drev nysgjærrigheden, eller hvad det nu var, henne
avsted. Men hun kom sent, og hun stod ikke før overfor ham
igjæn, så ønsket hun at hun aldrig var kommet. Han hadde noget
så intenst at den fine dame følte det pågående, næsten fornærmeligt.
Hennes væsen var i bølgegang, hun fulgte ham med øjne,
med øren; tankerne suste, og blodet med. Det må vel engang gå
over, tænkte hun. Men det gjorde det ikke. Alices henførelse
eller rettere forælskelse, hørlig og synlig i hvært ord, hvært
øjekast, økte svimmelheden. Var han egentlig så stygg? Denne
brede, bratte panne, disse små, gnistrende øjne, den knepne munn,
fremstikkende hake hadde tilsammen noget ualmindelig kraftigt,
men det blev fornøjeligt ved at han næsten ikke hadde næse.
Fornøjeligt var også det meste av hvad han sa. Så evig oplagt
og lystigt, at det braket om ham, så ustanselig full av infall.
Hans manerer var ikke voldsomme; han var tværtimot høfligheden
selv, opmærksom, stundom galant. Det lå i det overvældende
ved ham. Slikt vejr stod der av talen og øjnene alene.
Men hans skikkelse gjorde sit, hans stærke hånd, hans
sammenpakkede fot, som gik op i bare vrist, hans skuldre, nakke,
brystkasse, de talte jo med, de presset på, de demonstrerte. En slap
ikke fri for dem et øjeblik. Og talen var ustanselig.
Mary kjænte ingen annen samtaleform æn det internationale
selskaps. Let konversation om vejr og vind, dagens hændelser,
litteratur og kunst, tilfældigheder ved rejsen eller opholdet,
altsammen på halvannen alens avstand. Her derimot var alt
individuelt og nær in på. Dertil følte hun at hun selv virket på ham
som vin. Han blev bestandig mere beruset og mere overgiven.
Det rev op, det gjorde utrygg. Så fort hun for velanstændighedens
skyll kunde ta bort, forsvandt hun, betat, fortumlet, egentlig i
vill flugt. Hun gav sig selv det højtidelige løfte aldrig at komme
igjæn.
Først senere på dagen gik hun in til sin far og fru Dawes.
Hun mælte ikke et ord om sit møte. Det hadde hun heller ikke
gjort forrige gang. Fru Dawes bad henne se på det kort der lå
på bordet. — „Jørgen Thiis? Er han her?“ — „Han har været
her i hele vinter. Nu først hadde han hørt at vi var kommet.“
— „Han bad dig hilset,“ la faren in; han sat som vanligt og læste.
Det var rent en hvile bare at tænke på Jørgen Thiis. Forrige
vinter hadde hun og han været adskillig sammen her i Paris.
Ved flere lejligheder var han hennes kavaler; således ved officielle
baller i Elysées og i Hôtel de Ville. En kavaler som hun i alle
dele hadde ære av. Vakker, elegant, ærbødig. Faren fortalte at
Jørgen vilde gå over til diplomatiet. „Dertil hører dog vel kapital?“
sa Mary. „Han skal arve onkel Klaus,“ — svarte fru Dawes. „Er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
