Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tre år efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MARY 475
dræpte de så hværandre omkaps, mannen hustruen og hustruen
mannen. Om dette blev der ordskifte. Mary var enig i at ingen
av ægtefolkene ejde hværandre. De var frie individer, og kunde
bestemme over sig selv. Efter ægteskapet som før ægteskapet.
Alene kjærligheden bestemte. Hørte kjærlighed op, fordi utvik-
lingen gjorde en eller begge parter til andre æn de var, da ægte-
skapet stiftedes; eller møtte en av dem nogen som tok sjæl og
tanker, og vændte livet en annen vej, så måtte den forlatte resig-
nere. Ikke fordømme eller dræpe. Men Frans Røy og hun blev
uenige, da de vejde hvad som retmæssig burde skille to ægte-
fæller. Navnlig da de kom til hvad som burde holde igjæn. Hun
var her meget vanskeligere æn han. Han foreslog spøkende at
hun burde sige: „Ægtefolk har full frihed til at skilles; men de
tør ikke bruke den!“ Hun foreslog at han skulde sige: „Ægte-
folk bør som regel skilles; har de ingen virkelig grunn, bør de
låne en!“ —
De kom dypere æn til ordene i denne samtale. Det betok ham
som en ny art av Skjønhed ved henne, hvor suveræn hun var.
Den gav ny glans til al den annen. Den bestod ikke i trang til
at herske. Den var alene værn; men det højeste. Hele væsenet
samledes i det, lysende. Et „Rør mig ikke!“ ut fra øjne, røst,
holdning. Kanske, om så skulde være, færdig for martyrglorien.
Hun blev meget større. Men også hjælpeløsere. Nætop sådanne
ser for højt, og stuper på de nærmeste steg. Da faller de gjærne
forfærdelig.
Han stirret på henne, han glæmte at svare, glæmte hvor han
sat. Det var som nogen ropte: „Ta vare på henne!“ Ridder-
ligheden drog in i hans kjærlighed med høje kommando-ord.
Hun så ham bli borte fra deres samtale; men det stanste henne
ikke; æmnet var for dyrebart. Da han kom tilstede igjæn, hørte
han henne lægge frem sit innerste, utvilsomt uten at ane det. Hun
sa hvad hun hadde tænkt, fra hun kunde gjøre sådant op. Det
fallt henne så naturligt som at løfte kjolen der det var smussigt,
eller ute på stranden at svømme, når fotfæste ikke længer finnes.
Individualiteten må frælses, må vokse. Ikke bøjes, ikke urenes;
det var det første og det siste.
Men hun følte samtidig en ejendommelig dragning til ham, som
fik henne til at tale ut. Det var så længe siden sist. Hun visste
intet om at den personlighed som forløser vore tanker, selvfølge-
lig har magt over os. Hun bare følte at hun måtte tale — og
holde fast på sig selv. En søt fornemmelse hun oplevde for før-
ste gang.
Følgelig gled æmnet ut. I ord som flyttet nærmere og nær-
mere in til dem selv og tilsist tapte sig i en stillhed av øjne og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
