Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tre år efter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MARY 485
da for at late som hun betragtet andre kunstværker. I virkelig-
heden for at bli herre over det oprør hun var i. Ændelig har
hun nådd utgangen. Hun så ikke efter om Alice fulgte; hun gik
ut i forhallen, og derfra videre.
Men nætop som hun stod utenfor, kom Frans Røy ilende. Så
fort som var der sendt bud efter ham, og han var forsinket. Frans
Røy rev hatten av uten at få et nik til svar, bare et par stive
øjne. „Ånej, vær nå ikke sint længer, da!“ sa han på sin bredeste
Østlandsk, godmodig og guttet. Hun livnet til, ja hun kunde ikke
annet, hun smilte også og var virkelig ved at ta mot hans utstrakte
hånd — da hun så hans øjne gjøre en lynrejse bakenom henne
og komme tilbake med en liten, liten smule triumf i. Så vændte
også hun hodet og traf Alices øjne. I dem var der særdeles
meget av både skalk og fryd. En avtale altså! Da forvandledes
Mary. Som fra højden av det rankeste kirkespir så hun ned på
den ene, på den andre — og forlot dem. Hennes vogn holdt et
stykke borte, hun vinket, og den kom i en bred bøjning henimot
hvor hun væntet. Hennes fars vogn hadde ingen tjener, hun
åpnet selv, før Frans Røy kunde komme til. Hun steg op, som
var ingen tilstede. Engang i sæte så hun ut efter Alice — forbi
Frans Røy. Tykke Alice kom langsomt vuggende. Allerede på
avstand var det tydeligt at her kjæmpedes en vill strid med til-
bakeholdt latter. Og da Alice nådde helt frem, og så Mary sitte
fornemt med hodet til den annen kant og Frans Røy, kjæmpen,
stå på denne som en forskrækket rekrut, kunde hun ikke længer
holde mot, hun brast i en latter som rystet hele hennes svære
person fra grunnen av. Hun lo så tårerne trillet. Hun lo så det
var med nød og ikke uten hjælp, at hun fant vogntrinnet og halte
sig op. Hun sakk i sætet ved siden av Mary, storleende; vognen
rystet. Hun sat med lommetørklæet for ansigtet og brølte in i
det. Hun skimtet Marys purpurrøde fornærmelse og Frans Røys
bleke forskrækkelse — ænda mere lo hun. Selv kusken måtte
le med, han visste fanden ikke hvorfor. Således kjørte de
avsted.
Atter en mislykket ekspedition ovenpå de højeste forhåbninger!
En lang stund varte det før Alice kunde sige noget. Naturligvis
begynte hun da med at beklage Frans Røy. „Du er for stræng
med ham, Mary. Gud, som han så ulykkelig ut!“ Og latteren
tok henne på ny. Men Mary, som hele tiden hadde sittet og
væntet på lejlighed, utbrøt nu: „Hvad kommer din protege mig
ved?“ Og som dette ikke var nok, rejste hun sig i sætet og
hældte sig frem foran Alices muntre øjne. „Du tar visst fejl av
dig og mig. Det er du som er forælsket i ham. Tror du ikke
jeg længe nok har set det? I vet selv best hvad forhold I to har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
