Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjæmme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MARY 507
komme fra her. Jeg vil det heller ikke.“ — „Nej. — Men du
kan skifte litt på?“ — „Hvorledes?“ — „Du forstår det godt,
barn! Var du gift, levde han stundimellem med dig her, og du
stundimellem med ham der han nu skal hen.“ — „Et underligt
ægteskap!“ — Jeg tror ikke du kan komme det nærmere.“ —
„Hvad komme nærmere?“ — „Det livet kræver av dig. Og det
du er vant til.“
Mary følte, at farens ønske var i det som fru Dawes nu sa.
At det som gjorde ham mest urolig, var hennes Skjæbne. At han
vilde kjænne trygghed i et ægteskap med Jørgen, under onkel
Klaus’s omsorg. Det lå over henne som et tryk at farens ønsker
hadde hun hitintil tat lite hensyn til.
Hele denne tid, alle disse overlægninger syntes henne som re-
citativet i en opera, det som forbinder to handlinger.
Når hun nu det høstnet, så ut over bugten, kjænte hun sig som
infanget. Stod hun oppe på hejen og så høstens hårde intog i de
skumsprøjtende bølger, visste hun den kom med stængsel for vin-
teren. Da jog det i henne; hun var vant til annet.
Også i blodet jog det. Hun var ikke rolig længer. I minnet
var Jørgen ikke frastøtende. Atmosfæren som fulgte ham, var
ændog sympatisk.
At et slaganfall hadde lagt faren overænde, og at Jørgen da var
nærværende, og at faren ønsket ham . . . bant det ikke sammen?
Var det ikke Skjæbne i det?
At træ op ved Jørgens side i Stockholm1, og senere sendes
længer ut — en naturligere avslutning av hennes rejseliv, en al-
sidigere bruk av hvad hun i det hadde lært, kunde ikke let finnes.
Onkel Klaus skulde skaffe hjælp. Ordentlig hjælp! Hun kjænte
sin magt over onkel Klaus. —
„Alt i alt, kjære tante Eva,“ sa hun en dag hun sat ved hennes
seng og småpratet: „Du kan skrive til Jørgen.“
— Mary stod selv på bryggen, da båten la til. Det var lørdags-
eftermiddag, alle som kunde, drog ut av byen for at nyde de siste
høstdager i det fri. Det var en god dag. I det sydlige Norge
kan de ha sådanne langt in i September. Mary stod klædd i blått
med en blå parasol, som hun viftet mot Jørgen med og mot nogen
veninner som stod sammen med ham. Alle ombord stævnet til
landgangen for at se.
Jørgen følte, straks han stod hos henne, at han måtte være
forsigtig. Han gjættet på at hun hadde tat mot ham her nede,
nætop for at møtet mellem dem ikke kunde bli intimt.
1 Sveriges utenriksministerium var den gang Norges.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
