Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hjæmme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
512 MARY
Røy?“ spurte hun og stirret. Så gik hun, før hun fik svar. „Han
er her for at se på havne-arbejdet. Du vet Irgens er død.“ —
„Ingeniøren? Er han død?“ — „Og nu siger de kaptejn Røy skal
overta det.“ — „Er det arbejde for en mann som han?“ — „Så
spør visst mange. — De spør hvad han vil her?“ lo Jørgen. Mary
så på ham, og han på Mary. Så gik han nærmere hen til henne:
„Men nu kommer han for sent.“ Han hadde væntet sig et for-
ståelsesfullt øjekast på de ord, kanske med litt lykke i. Hun gik
videre uten at se på ham, også uten at sige noget.
Da var de længe tause. De gik fort. Høstbrisen svalte. Så
vændte hun sig mot ham for at gjøre ham en glæde. „Vet du,
Jørgen, at far har to hundre tusen stående hos onkel Klaus?“ —
„Han har to hundre og femti tusen,“ svarte Jørgen. Hun blev
meget forbauset — først over at Jørgen visste besked, dernæst
over de femti tusen. „Onkel Klaus sa selv to hundre tusen.“ —
— „Ja, som din far har i hans foretagender og skib. Men nylig
før din far blev syk, sendte han onkel femti tusen, som var blet
ledige.“ — „Hvordan vet du det?“ — „Onkel har sagt mig det.“
— „Jeg har ikke set det.“ — „Nej, din far har kanske git sig tid
med at føre dem in; han plejde jo det. Desuten —“ her stanste
Jørgen — „kjænner du alle din fars grejer?“ Hun vilde ikke in
på det; hun visste at spørsmålet kunde gjøres. Men hvordan
kunde Jørgen —? Kanske gjænnem fru Dawes. I hvært fall var
hun glad. Hun hadde stanset, der var noget hun vilde sige. Men
vinden kastet hennes skjørter op, løste noget av håret og jog et
tørklæ til side: „Gud, som du ser fortryllende ut!“ ropte han. —
„Men da står det jo ikke noget på med os, Jørgen?“ — „Vi kan
gifte os, mener du?“ — Ja!“ og hun satte avsted.— „Nej, kjære,
nu inbringer aktierne næsten ingenting.“ — „Ja, hvad gjør det?
Vi skal gå på, Jørgen!“ Hun strålte av sundhed og mot. „Uten
onkels samtykke?“ spurte han forsagt. — Hun stanste igjæn:
„Han gjør dig arveløs?“ — Uten at svare likefrem sa han tungt:
„Du skulde vite, Mary, hvad jeg har gåt igjænnem med onkel.
Fra første dag han tok mig til sig. Hvad han har plaget mig med.
Hvad han har været efter mig for. Like til idag har jeg været
behandlet som en uskikkelig skolegut. Hans onde lune har altid
gåt ut over mig.“ Der tegnet sig en slik blanding av ulykke og
forbittrelse i hans ansigt, at Mary uvilkårlig brøt ut: „Stakkars
Jørgen — nu begynner jeg at forstå!“ De gik videre. Hun tænkte
at hans ævne til at beherske sig var lært i en hård skole; der
hadde han også lært at skjule sig. Hans sejghed måtte hun be-
undre; hvad hadde han dog ikke sat igjænnem! Æn bare hans
musik! Den hadde vel været til trøst for ham. Nu forstod hun
hans ualmindelige høflighed. Nu forstod hun hans sentimentalitet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
