Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Alene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dagen efter dette brev var Mary hjæmme igjæn. Hun kom om
morgenen stille in døren til sin far, som forfærdedes ved at se
henne. Hun var blet syk, sa hun, og det var synligt nok. Hun
var ikke bare blek, hun var grå med søvntunge øjne og matte
ord. Hun kysste sin far langt og ømt, vilde ikke se det brev han
hadde fåt, ikke tale om sit ophold derinne. Nu først til fru Dawes
et par minutter, så til sengs at hvile ut.
Hun var ikke engang et halvt minut hos fru Dawes, som hun
efterlot i stor uro.
Hun sov den hele dag, spiste litt til kvælls, og sov igjæn hele
natten.
Da hun stod op, så hun ut som vanlig, var ferm og årvåken.
Fullmægtigen, gartneren, husholdersken var inne hos henne og
avla regnskap, og hun var omkring. Så kom hun smilende op
til sin far, der blev meget lykkelig ved at se henne igjæn således.
Hun kom for at sige ham, at nu var der intet i vejen for at
de kunde gifte sig straks. Nu hadde de jo formue. Faren fik
med megen vanskelighed sagt at det hadde han selv tænkt. Øjnene
og den ene hånd sa resten; nemlig at han intet heller så.
Men da hun sa det samme til fru Dawes, og føjde til at hun
nok kunde ha lyst til straks at rejse in til Stockholm for at foreslå
det (Jørgens navn blev ikke nævnt), fik fru Dawes hele sin van-
lige åndsklarhed igjæn, satte sig op i sengen og gav sig til at
storgråte. Da tapte Mary motet, kastet sig ned over sengen og
hvisket: „Det er så, tante Eva!“ Hun gråt den mest fortvilede
gråt i sit liv. Men da fru Dawes’s sorg vokste derved, måtte
Mary løfte hodet: „Kjære tante, far kan jo høre os!“ — Det
dæmpet dem litt; men fru Dawes forsikkret gjænnem gråten at
dette var hennes egen historie op igjæn! Først da hennes for-
lovede hadde fåt henne til dette, opdaget hun hvad han var for
en elendig fyr; „men da måtte vi gifte os.“ „Der ser du, barn,
som vi kvinner er; vi lærer aldrig.“ —
„Å, at I skulde dra denne mann in i mit liv!“ klaget Mary.
„Jeg hadde det på instinktet at jeg burde holde ham borte; men
I døvet det.“ Straks efter: „Nej, ta det ikke så, tante Eva; jeg
bebrejder dere intet. Hvad nytter også nu al klage? Her er bare
ett at gjøre: at lukke øjnene og styrte in i det!“
Deri var fru Dawes aldeles enig. „Så gjør du som jeg: når
æren er frælst, skiller du dig ved ham.“ — „Nej, det gjør jeg
ikke! Da har vi det som binder sammen. — Å Gud, å Gud!“
hun jamret, hun klamret sig til sin gamle veninne og dæmpet
utbruddene i lakenet. Fru Dawes sat hjælpeløs og holdt henne.
„Dette forstår jeg ikke,“ sa hun. Da løftet Mary raskt hodet:
„Forstår du ikke? Han har just gjort det for at binde mig. Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
