Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det avgjørende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
540 MARY
Men nu da hun skulde begynne at knappe op, var det som
hun krympet sammen og fik nubbet hud. Det var vandet, det is-
kolde vand hun skulde i, hun tok skræk av! Hu, her like ved
var visst også is! Hun måtte træ på isen med bare føtter! Hun
vilde i alle fall heholde strømperne på; dem kunde hun siden
tørre, så ingen fanget mistanke. Men dette is-iskolde vand ....
om hun fik krampe i det? Nej, hun vilde arbejde, svømme. Men
om hun skar sig på isen, når hun skulde op igjæn? Hun måtte
beholde underklærne også. Men kunde de tørres til næste morgen?
Åjo, når hun hængte dem om ovnen. Hun måtte stænge av, så alt
var i orden, når piken kom in. Bare hun da hadde sine sanser?
Hun hadde aldrig været syk, hun kjænte ikke til det.
Da hun fallt i disse lange overvejelser, hadde hun knappet
regnkappen op. Nu hun skulde ta hætten av, skedde det uvæn-
tede, at hun, uten at hennes vilje var i det, istedenfor begynte
med kjolen, med at knappe den op i halsen, der hennes mors
medaljon hang. Herunder rystet hænderne, også legemet begynte
at skjælve. Hun hadde ikke tænkt på medaljonen, nej ikke på
mange år, ej heller tænkte hun på den nu; skjælvingen kom ikke
av det. Men medaljonen kom så at sige op i skjælvingen. Hun
måtte jo nu ta den av. Bare hun ikke glæmte den? Nej, hun
vilde stikke den i lommen med det samme.
— Så! —
Da kom ny rædsel. Aldeles tydelig hørtes faste steg på land-
gangen, nærmere og nærmere. Skjælvingen stanste, instinktmæssig
knappet hun til igjæn, først ved halsen, så regnkappen fort, fort.
Hvem hadde ærend hit? Det var i alle fall ikke in i badehuset
Det var nætop hit det kom! Et fast grep i låsen, døren for op,
en vældig skikkelse i regnkappe fyllte døren, hodet med hætten
rak op over døråpningen. En elektrisk lygte kastet lys like i
hennes åsyn, hun satte i et villt skrik, det var Frans Røy.
Der påkom henne en vanmagt så stor at hun vilde synke om,
men blev grepet, båret ut, det var i et nu. Hun hørte døren
smældes i, hun kom op på en arm og bares avsted. Ikke kunde
hun sige ett ord, ikke sa han noget.
Men mot ænden av landgangen kom hun til sig selv igjæn, det
kjænte han. Snart hørte han også: „Dette er vold!“ Intet svar.
Straks efter en stor anstrængelse for at komme løs og atter, men
stærkere, friskere: „Dette er vold!“ — Intet svar. Men hans annen
arm tok kjærlig om henne. Hun spurte hæftig: „Hvordan går det
til at De er her?“ — Nu svarte han: „Min søster!“
Røsten, røsten tok kjærlig om henne. Men hun kjæmpet mot:
„Har Deres søster godhed for mig, har De, så lad mig være!“
Han gik videre. „Lad mig være, siger jeg! Dette er uværdigt!“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
