Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det avgjørende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tilsist rettet hun på håret, hun kom til at huske sin mors
medaljon, som hun søkte frem igjæn og slog om halsen. Hun så
på den — det var mange år siden — og trykket den i sin hånd
og kysste den. Umiddelbart efter tændte hun et lys, og gik over
gangen med det til sin fars rum. Hun satte lyset fra sig, bøjde
sig frem over hans seng og kysste hans hodepute. Ut igjæn;
men stanste foran gjæsteværelsets dør. „Der skal han ligge, så
det kan åpnes igjæn imorgen! Ti så er der intet styggelse længer
derinne!“ Til piken som kom, sa hun at der måtte lægges i på
gjæsteværelset. Det var alt gjort, svarte piken. „Skal jeg ta frøk-
enens lys og sætte in?“ Hun fik det. Mary blev stående og se
efter henne. „Har de virkelig været sådan bestandig?“
Piken blev derinne for at ordne. Selv gik hun videre mot
trappen. Der stanste hun atter. Hunden, som alt var nede, kom
pilende op igjæn; han vilde ikke mere miste henne. Hun klappet
den i taknemlighed; det var likesom litt avbetaling på den store,
som nu fyllte henne til randen. „Imorgen — jeg er for træt til
det i kvæll — imorgen siger jeg alt til Frans Røy! Alt som har
hændt mig. Alt! Så kanske jeg får rede i det selv også.“ Med
dette stolte forsæt gik hun ned trappen; men stanste, før hun var
helt nede. „Forunderligt! Ja, forunderligt! Jeg synes jeg kan si
det til al værden.“
Hunden stod foran døren til det hollandske rum; derinne lugtet
den Frans Røy.
Hun kom efter og åpnet. Men ikke før stod hun selv i døren,
før Frans Røy brøt ut, som hadde det kostet på at tie så længe:
„Gud bevare mig, som her må være dejligt!“ Ved at se hunden
omkring henne la han til: „Og som De må være avholdt her!“
Hans ansigt tindret.
„I uniform?“ svarte hun. — „Ja, vet De at jeg blev hæntet like
ut av et stort bryllup?“ Han lo.
Det gav henne en idé. Mens hunden slet og rystet i hennes
skjørter, sa hun muntert op i Frans Røys ansigt: „Her har bodd
en ingeniørgeneral før her på Krogskogen.“ —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
