Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - III. En tale - III. Barn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
træffe ham i frakken, i næsen, i øjet. Men han kunde træffe ham,
hvor pokker han vilde, der kom ingen annen ordning; pianospillet
gik, jænterne blev, og kunde han en enkelt dag også få gutter in
i haven, så var det ikke så vel at de fik være alene; ånej, de
forargelige jænterne hængte sig nok på. Og så alle de historier
bakefter — enten for noget en gut hadde gjort eller sagt, og som
voldte at den fyren var færdig; han kom der aldrig mere; — eller
også for at Tomas selv hadde villet syne sig for kammeraterne
og være storkar. Herfor fik han så bakefter bestandig bank.
Somme tider hadde de avdelt hans forgåelse i flere poster, så
han først fik bank for det og så for det. Augusta stod bestandig
for skuringen; hun slog med størst hjærtelighed, uten nogensom-
helst hukommelse av kirsebær eller ægg eller småtjenester. Der
var ikke tal på hvor ofte han opsa henne huldskap og troskap;
men når så Augusta ikke brydde sig det snus om det, men gik
der med disse svære flætningerne sine, disse staute benene ...
ja, så gav han sig til at nedværdige sig; han måtte la henne for-
stå at han kanske ikke bare foragtet henne heller; det var mu-
ligens dog nåde at få. Hun lot ikke engang som hun skjønte
ham. Og så ænte det med at han . . . syntes det var ikke værdt
at huske det længer.
Besynderligt med Augusta, hun kom bestandig til at styre, ænda
hun ikke brydde sig om det; hun lot andre rå i det længste;
henne gjorde det akkurat det samme hvem som rådde, og hvad
de fant på; bare hvær gang det stod fast, læmpet hun det over.
Gud, hvor han beundret henne, og hvor ofte han sa henne det.
Og ærgret sig over at han ikke kunde la være. Det var også
henne han tilsist kom på parti med i piano — og fra den tid av
blev pianospillet ham det kjæreste av alle fag.
Efter disse første stridbare år kom andre; han opnådde nemlig
tilsist så megen overlegenhed at han turde stå ved sit kammerat-
skap med jænterne. Han nedlot sig ændog til at ta imot hjælp
av dem, når andre gutter var utenfor og utfordret ham; — ja
hvem skulde ha tænkt det? — der kom den tid at han sloss for
sine tapre veninner med stort kampmot — især hvis en av gut-
terne hadde kallt Augusta for „skomakertøsa“ eller ændog for
„pølsa“. Da vilde han gjærne „ha gåt i døden“; og det var ikke
pral; for ni år gammel var han nær blet slåt fordærvet, fordi han
av den grunn hadde sat in på en ti-tolv stykker pa én gang,
hvorav minst tre var flere år ældre æn han. Det var det stolte-
ste han ænnu hadde levd, da han lå med friske edikkeomslag,
og Augusta måtte in og bytte på ham istedenfor moren. Nu da
han virkelig hadde gjort noget som det var værdt at tale om
— ikke et ord.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
