Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - III. En tale - V. Talen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 81
inbudt, gjæntok han urokkelig; han visste at denne dame kalltes
„frøken Krieger“; hun hadde kjøpt blomster hos ham.
Amtmannen, også kallt „pikernes Jens“, en blond mann med et
spisst, skjælmsk ansigt, sa på sine to forskrækkede damer; de
stod deroppe på trappen, begge to sprutrøde. Fru amtmannen
hadde friskt væk gåt ut ifra at en dame som hun tok med, selv-
følgelig ikke blev tilbakevist. Og så var det skedd; hun stod
grepet i fusk, hun og hennes veninne; til latter for Døsen og hans
venner, og begapet ondskapsfullt av en hel del hun ikke kjænte;
hun var nemlig ny i byen. En vakker dame var hun med
sjælfullt ansigt, høj, spæd; men hun så ut som en meget for-
skræmt ting; hennes øjne flaggret hjælpeløst; og ændelig samlet
de sig bønlig på hennes mann, der stod igjæn nede og lo med de
andre av dem deroppe på trappen. „Er det da så farligt at
frøken Krieger kommer in?“ spurte han. Megen latter. Sansyn-
ligvis ærgret dette Berg; han hævnet sig ved uten varsku at skyve
fruen læmpelig til side, for at åpne døren for andre. En sværm
av damer, alle ordentlig gift og med barn på skolen, toget nu
op og in; den ulykkelige fru amtmann trippet ned ad trappen;
hennes forlegne fremmede veninne efter; der var et kort ordskifte
mellem dem, som ændte med at hennes veninne gik. Fru amt-
mannen vilde ændelig følge; men fik ikke lov; så vilde amtman-
nen galant følge; men den fremmede dame sprang fra ham. Amt-
mannen kom derved like i vejen for en vogn med to store danske
hæster for, styret av en kusk i grått livré.
Det var konsul Engel og frue som kom; de kjørte like op til
den indre gård, da fruen var svakelig. Intet kunde være om-
hyggeligere, ømmere, nydeligere æn den måte hvorpå konsulen
nu hjalp sin frue ut av wienervognen, næsten bar henne in.
Han var en smuk mann; ansigtet så nobelt; hans kjænte smil var
venligere æn nogensinne, mens han gled frem gjænnem mængden
med sin svake byrde. Også hun var smuk; Øjnenes uttryk klokt
og smærteligt, eller kanske rettere smærtelig-klokt; fra øjnene la
det samme sig over munnens linjer og kinnernes magerhed. På
hele sin langsomme vej fra vognen til trappen, videre møjsomme-
lig op ad den til døren fulgtes hun av fru amtmannens skræmte
fugleøjne; de flaggret om den syke, så luften kom full av spørs-
mål. Fra henne fløj de over på konsulen; fra hans øjne op i
fruens igjæn .... hvad i al værden vilde de? De fylltes av tårer;
hun tørret dem hurtig, med et sky blik. I det samme kom amt-
mannen for at føre henne in; hun skræmtes, rødmet, smilte; ja
lo — Vorherre vet hvorav.
Fru Emmy Wingård, ung og strålende, passerte nætop. Amt-
mannen hvisket til henne, og fik også sagt noget som bragte henne
Bjørnson: Samlede værker. III. 6
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
