Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - III. En tale - V. Talen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
92 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
Det siste sa han med en pludselig overskytende bevægelse;
den kom så overraskende på ham, at han glæmte at invie gym-
nastiklokalet; han måtte ile av katederet uten at hilse; han for-
svandt i døren til det lille forværelse, hvorifra han sprang over
gården til huset.
Forsamlingen sat igjæn, som var han ikke færdig. Slutningen
kom også dem så tvært, så voldsomt, og i hans bevægelse var
en elektriserende magt som nådde. Man måtte besinne sig.
Nogen grovere naturer nede ved døren rejste sig imidlertid; så
alle. Nu kom et øjeblik for fru Rendalen, fullt av den største
overraskelse.
Hun så jo ikke godt; selv med briller ikke langt. Og desuten
hadde hun den hele tid bare set på sin søn; hun hadde fåt ondt
i halsmusklerne på højre side av at sitte vændt med hodet til
ham; derfor hadde hun til slut drejd stolen, og sat nu helt vændt
imot ham. Æmnet var henne kjænt, sætning for sætning; men
hans energiske foredragsmåte, hans personlige magt, hans ufor-
færdethed var henne bestandig ny; henne skræmte den slet ikke.
Tvært om; hun var selv en tapper natur, og hun visste, at var
åpenhed nødvendig i noget æmne, så var det i dette. Hun kjænte
tilstandene og likegyldigheden for dem. Hun vilde at én gang i
sit liv skulde de høre. Og han gjorde det så ædelt, syntes hun.
Hun fulgte og følte hans indre bevægelse ved det; hun visste, at
vogtet han sig ikke, så blev han overvældet. Da derfor de tre-fire
ord til forsamlingen pludselig satte ild på, var hun færdig, hun
som han. Hans slutningsord fyllte hennes briller. Hun måtte til
at tørre dem, og imens så hun ingen og tænkte på intet utenom
sig. Men hun vaktes og blev færdig i en fart til at rejse sig, da
hun hørte de andre begynte. Hun vilde stå færdig for at motta
dem som måtte ville hilse på henne og kanske også be ham
hilset som hadde løpet sin vej.
Og så kom der ingen. Jo, frøknerne Jensen kom, de to skjæve
modehandlerinner; stille, hjærtelige og smilende som bestandig
kom de; de takket, og bad „skolebestyreren“ hilset så mange
ganger; hvis de fik lov, ønsket de nok selv at få komme op og
takke ham. Men frøknerne Jensen var de eneste. Ikke engang
Nils Hansen kom, og ikke Laura; ikke en eneste av hennes
gamle elever; ikke engang fru Engel, den kjære, stakkars Emilie,
som hun, ret som det var, hadde tænkt på; ingen.
Om nogen hadde gåt op til fru Rendalen, for på forsamlingens
vegne at gi henne en ørefik, så kunde den redelige kvinne ikke
være blet mere forskrækket. Du evige Gud, hvad betydde
dette?!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
