Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - I. En stor tale og en liten by
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 99
han denne isbærgskulde; det gøs i ham. Men nu blev dette dog
for galt. Veg alle, så vilde dog han stå. Rigtignok hadde han
tænkt at hans mor var likere æn som så; for det var dog sande-
lig hennes egne erfaringer de fleste av dem han la frem igår. —
Dette var søndags formiddag ute i haven. Tirsdags middag bares
byens avis, Tilskueren, omkring til dens tingere. Under et stort
spørsmålstegn som overskrift ønsket en insender at vite om det
virkelig også kunde være muligt, at på en stor skole her i byen
var største delen av barnene henfallne til usædelighed? Uagtet
det var bestyreren selv som hadde sagt det til flere hundre men-
nesker, tillot man sig dog at tvile. At man virkelig ikke hadde
misforståt ham, derfor borget at han gjæntok det. „Dette“ (usæde-
ligheden nemlig) „var regelen,“ hadde han sagt; „det annet var
untagelsen.“
Opsættet var ikke undertegnet; det tændte den stumme gjæring;
misnøjet brøt ut i lys lue. Ingen talte om annet. Over skole-
pikerne var der næste dag en blek forskrækkelse. Til morgenbøn
møtte alle op som til straf, elever og lærerinner. Også Karl Van-
gen var angrepet, og kunde ikke rigtig be. Dagens arbejde blev
stille og motløst. Rendalen viste sig ikke.
Han svarte under navn i næste nummer, torsdag, at hvis denne
„misforståelse“ var frivillig, så var den lumpen; var den ufrivillig,
så burde den i hvært fall være søkt opklaret ad privat vej. Der
var intetsomhelst sagt der engang lignet dette. Der var alene sagt
at overgangsalderen fra barn til voksen var en så svær alder for
de fleste, at den var farlig; den krævde derfor årvåkenhed.
Hvad skolebestyrerinnen hadde iagttat, var at barnene i den
alder skiftet væsen, tapte sin flid, sin orden; „at dette var regelen;
det annet var untagelsen.“ Kunde nogen heri lægge in så for-
færdelige ting som der var spurt om ? —
Svaret var godt; men det forslog ikke; ophisselsen var allerede
så stor at ord intet utrettet. Hvorfor „var overgangsalderen far-
lig“, mente de, når det ikke var for det som han nu vilde vri sig
bort ifra?
Umiddelbart under Rendalens svar stod i samme nummer et
nyt spørsmål, en eneste sætning, undertegnet: „En moder“. — Hvor-
for var det av så stor vigtighed, at små barn lærte hvorledes
slægtens forplantning foregik?
Dette spørsmål gav uttryk for en annen side av den forargelse
som fyllte byen.
Nedenunder dette spørsmål nok ett, overskrevet: „Til hr. real-
kandidat og skoleforstander Tomas Rendalen!“ Spørsmålet var
fremsat „i ærbødighed“; det gik alene ut på om han ikke vilde
la den tale trykke han sistleden lørdag hadde holdt i pikeskolens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
