Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - II. Generalstaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Så opdaget Nora en dag Tinkas svære altrøst; og fra den dag
blev det duetter, duetter! Alderen tilsa dog forsigtighed, og vilde
ikke Nora passe måten, så vilde og kunde Tinka. Nora var
vant til at befale, så der stod slag; men Tinka var i den grad
vant til at sejre hvor hennes samvittighed gav henne ret, at Nora
blev overvunnet som ingenting. Dette var grunnlaget for deres
venskap. En som beundret Nora og samtidig begrænset henne,
det var noget usigelig tryggt og godt. Men på Tinka virket Nora
omtrent som en række kunstintryk på en der hittil intet hadde
set. Da Nora ovenikjøpet viste ubetinget tillid, syntes den sam-
vittighedsfulle Tinka at dette burde gjængjælles.
Alle visste det; men for ingen dødelig hadde Tinka tilståt det:
— Tinka var forlovet. „Han“ — mannfolket — blev student
nætop i de samme dager; hun fik brev fra ham én gang om
uken; hun vilde av flere grunner ikke ha oftere. Frederik var
hans navn, Frederik Tygesen; hans far var sorenskriver Tygesen
der i byen. Nora var „den første i værden“ som hun sa dette til.
Du gode Gud, hvor Nora frydet sig! Virkelig ægte forlovet
med brev hvær uke og med forældrenes stilltiende samtykke!
Hvorledes var det gåt til? Ja, det var det besynderlige at det
visste ingen av dem. De hadde engang, da hun var otte år, gjæn-
nem en åpen dør hørt fru Rendalen og hennes mor tale om Au-
gusta og om Tomas Rendalen; nemlig hvad han hadde sagt til
sin mor om Augusta, og hvad hun hadde sagt til sin mor om
Tomas. Og siden hadde disse to barn holdt sammen, likesom
hine to hadde gjort, men aldrig talt om at gjøre det. Aldrig.
På denne ene grunnmurte fortrolighed bygde de et tryggt ven-
skap, og Tinkas drog fleres til. Stykker av hennes sjæl behaget
at flytte hitover fra Kristiania og efterhånden at besætte en ny
beundrerinne-skare. Snart skrev hun til sine beste veninner i
Kristiania bare én gang imellem, og brevene begynte: „Det er
gruelig længe siden—“; eller: Jeg er virkelig et skarn, som—“;
eller: „Opsættelse er det værste som er til.“
Men det var en bestemt grænse for hvem hun her i den nye
øverste klasse kunde erobre, og det var hun ikke tilfreds med;
hun vilde i grunnen helst ha dem som vægret sig. Denne grænse
kom hun allikevel ikke over; ti saken var at her hadde været en
dronning før; ja, hun sat her ænnu. Hennes magtmidler var
andre; men om de var mindre, det kom an på hvær den som målte.
For det første var hun byens rikeste arving; for det annet kom
ved den minste utsigt til regn eller sne eller sno en tjener kjørende
op på skolen for at hænte henne; så gallt det hvem som fik kjøre
med. Noget godt hadde hun næsten altid; hennes lommepenger
var av den art, at jo flere hun gav ut, jo flere hadde hun; den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
