Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - IV. Generalstaben - II. Generalstaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
126 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
Nora lå på sengen hos Tinka Hansen. Rummet var en liten
panelet kvist, malt blå, på skomaker Hansens nye gård ved tor-
vet. Foruten sengen stod der en brunmalt, åpen bokhylde, et par
stoler, en stor vaskeservante, bestemt for to, men som der ingen
annen plass var for; en høj, kort sofa, hvori nu Tinka sat og så
bort på sin veninne, idet hun hvilte højre arm på sin lille pult
på bordet foran henne.
Nora lå og storhulket, og det sat Tinka rolig og så på. Nu
hadde nok også Nora prøvd hvad troløshed vil sige; nu visste
hun hvorledes det smakte at bli forlatt for en annens skyll.
Men det var mere æn dette at være forlatt. Hun var avsat,
nedstøtt, tilintetgjort. Tora hadde først højt ophøjet henne; hun
var jo bare ånd, kunde aldrig ta fejl. Nu hadde den samme Tora
latt henne falle — for Milla Engel!
Værden var bare løgn og bedrag.
„Gud, Tinka, hvorfor kan du ikke holde av mig? Du vet ikke
hvor ulykkelig jeg er.“
Men Tinka tidde.
„Jeg kan ikke uten dig, Tinka; nej, jeg kan ikke! Jeg finner
siden imorges at jeg bare har fejl. Det er slet ikke hold i mig;
— nej, det er ikke.“
„Det er ikke det,“ trøstet Tinka henne.
„Nej, det er ikke. Å Gud, hvad skal jeg gjøre. Kan du ikke
snakke til mig?“ Hun gråt nu så forfærdelig.
„Du vil bare tilbedes, Nora.“
„Ikke bare, Tinka; si ikke „bare“!“
„Nej — nej. Men du er aldrig lykkelig, uten du tilbedes; og
det blir folk kjed av.“
„Hvad skal jeg gjøre, Tinka? Ved Gud, jeg er kjed av det
selv. Ja, du tror det ikke? Men det er sant. Især nu siden
Milla også tilbedes — isch, det er ækkelt at se på!“
„Det er vel bare for det er Milla, det, og ikke dig?“
„Nej, ved Gud, Tinka!“ — hun rejste sig på albuen.
„Tora har gjort så altfor meget av det, så nu er jeg kjed. Jo,
jeg er! Og tænk at nu er hun hos Milla!“ Hun kastet sig ned
igjæn og gråt av harm og skam.
Hun rejste sig pludselig: ,,Men jeg må komme bort fra dette.
Det er væmmeligt; jeg foragter mig selv! Du vet ikke hvad jeg
har tænkt siden imorges! Hjælp mig, Tinka! Du er den eneste
av dem alle som er sanfærdig mot mig.“
Tinka sat urørlig. Nora kastet sig ned igjæn, vændte sig bort
og gråt.
Jeg kan ikke forstå det,“ sa ændelig Tinka, „at du ... som
sværmer så for —“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
