Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VI. Hvad troskap vil sige - I. Lyksalighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER i BYEN OG PÅ HAVNEN 183
stryker det altsammen. Ellers blir jeg aldrig færdig. Far vil jo
ha mig med ut i formiddag; du vil snart erfare hvorfor.
Jeg begynner med slottet, som sees fra sundet. Det ligger vid-
underlig; men det er ikke så stort som vi hadde væntet. Og så
kom vi til Helsingborg. Der, du — ja, nu blir du forundret, der
væntet os en kgl. vogn. Både papa og Fürst lot som ingenting;
men jeg er nu sikker på at de minst var likeså overrasket som
jeg. Vognen var ellers som andre vogner; det er livreet som det
kommer an på. Men jeg sat i den dødeligste skræk; hvorledes
vilde dette gå? Skjønt vejret nu var blet dejligt, så måtte jeg dog
allikevel, før vi steg i vognen, først være alene. I hvilken grad
det fordærvet mig det hele, kan du slutte derav at jeg svedte
gjænnem mine hansker; men jeg hadde naturligvis andre at ta på,
når jeg kom frem. Papa gjorde mig fortvilet ved at sige: „Hvor
dårlig du ser ut, min pike!“ Jeg tror jeg fik tårer i øjnene; for
Fürst, som sat like overfor, begynte med at more mig. Men jeg
hørte det næsten ikke. Midt i det så jeg at jordbunden bestod av
sandstens- og stenkulslag, og at bækkene var stærkt jærnholdige
— og husket på Rendalen og hans karter og samlinger. Ja, hvad
der altsammen for forbi mig i min angst, det kan du ikke fore-
stille dig. Hadde nogen villet slippe mig hjæm igjæn mot at få
næsten alt jeg ejde av vakkert, så hadde jeg tat mot det, det vet
Gud. Vi kjørte gjænnem en liten skog og kom så in på en stor,
åpen plass—slottet!
Da jeg så plassen og græsset på den — ja, hvor slikt kan
komme! — husket jeg så tydelig den time på skolen, da jeg lærte
at bowlinggreen het en sådan plass på Engelsk, og at fru Ren-
dalen kom in i klassen i det samme og spurte hvorfor den het
bowlinggreen. Og at Tora hvisket det til mig; hvor Tora kunde
gjøre slikt behændig! — Ja, jeg vet ikke mere hvor det var vi
holdt. Jeg kom ut av vognen derved at en meget fornem herre
tok mot os, og gav mig armen. Vi fik os anvist toiletrum; en
dame fulgte mig. Gud ske lov! Til det øjeblik var jeg ikke
menneske. Jeg blev det først da jeg kunde komme alene her
også; du forstår. Hvis jeg ikke fortalte dig det — skjønt det piner
mig at gjøre det —, så fik hele dagen ikke sin farve; du må vite
det som det var. Det var forfærdeligt. Hvorledes det høje og
lave dog er uadskilleligt! Jeg så mig i spejlet; ja, som jeg så ut!
Jeg kunde så tydelig mærke det på papas ansigt, da vi møttes i
et værelse — tænk jeg sanste ikke i hvilken retning vi gik eller
værelset lå! Vet du hvor vi skulde hen? Vi skulde i haven, der
skulde vi ta lunch med d. d. m. m. Større kan nåden vel ikke
være mot borgerfolk fra en norsk småby, du. Hvad? Kan du
huske da vi klædde vore dukker for at komme med på hofball.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
