Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VII. Kjæmp selv - I. I begge lejre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En rolig, anset mann steg op: „Ja, jeg kunde næsten skjønne
at Rendalen ikke var kristen. Kvinnen likestillet med mannen,
det er mot kristendommen.“
Så kom pastor Vangen atter på talerstolen, og nu talte han
varmt. Rendalen hadde handlet fullkommen ærlig. Så længe
kristendommen bærer menneskenes moralske bevissthed, måtte
enhvær skolestyrer passe at den gaves barnene så sant og inder-
lig som muligt. Og således hadde Rendalen handlet. Det var bare
at beklage at værktøjet var så skrøpeligt; ti det var ham selv.
Men han kunde forsikkre forsamlingen, at han fik full lejlighed
til at gi hvad han formådde.
Dette gjorde et godt intryk, og det lot et øjeblik til at dermed
skulde det slutte. Men mannen fra før steg op; det var åbenbart
at for ham var det alvor. „Hadde Tomas Rendalen sagt dette,
da han for to år siden talte i gymnastikken deroppe, hadde han
sagt: „jeg er ingen kristen“, så var der ingen skole blet av.“ —
Dertil visste Karl Vangen i hasten intet at svare; det syntes ham
nærmest at være sansynligt. Umiddelbart efter foregik avstem-
ning, og med overordentligt flertal blev Rendalen utestængt. „Ikke
fordi,“ som Bugge yttret, „at Rendalen ikke tror; ti her er man
tolerant; men fordi han ikke har været ærlig.“
Så snart Rendalen kunde, samlet han sine venner, og hvem
som ellers vilde, til møte i gymnastikken. Og her var fullt. Dette
var en kamp som alle forstod, og de fleste hadde interesse av
den. Også det egentlige kvinnespørsmål var nu anderledes oplyst
æn for to år siden; Rendalen kunde tale frit. Han begynte med
at erklære at her var religionen brukt „som den siste klæmmen“.
Han hadde længe væntet på den. Forsamlingen fik et morsomt
billede av klubbens moralske og kristelige ansvar inne i tobaks-
skyerne omkring kortbordene og punschen. Også av den mann-
folkedyd som bestod i strænge krav til — kvinnens; den var
nemlig en godbit for dem selv.
Et arbejde for likhed mellem kvinne og mann kunde ikke
kalles „kristendomsfiendtligt“, dersom ikke jødedommens vitterlige
inskudd i det kristelige skulde godkjænnes. Gjorde man det, og
altså godkjænte tænkemåten om kvinneforholdet for to tusen år
siden i Jødernes land, ja da kunde han fortælle de kristne at
dermed sprængte de ikke nutidens krav, men sig selv.
Der var ingen hjælp han attrådde så stærkt som de alvorlige
kristnes. Han mente også, at den kristne som ikke hadde reak-
tionære øjemed, her måtte stille sig som den store franske præst
Pressensé.
Selv hadde han som lærer i historie søkt pålidelig at eftervise
kristendommens gjærning. Som lærer i naturfag kunde han der-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
