Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VII. Kjæmp selv - I. I begge lejre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN 221
kjænte ham, kallte ham „en født politiker“ — ikke meget smi-
grende for denne stand; men det kan jeg ikke hjælpe.
Bruden var en Skjønhed med anlæg for en fullændt værdens-
dame; hun blev også så kort hjæmme, at man måtte sikkre sig
et glimt av henne.
Flag var oppe overalt, men hang skamfulle nedover stængerne
som avskrapte farveklatter. De vakkre, grønklædde bærg i run-
ding om byen var dækket av tåke; husene, haverne, havnen lå i
en æske med grå stop over. Hustakene var ikke rødbrune, men
sorte, husene ikke hvite, men askeskidne, ikke gule, men sotede;
alle farver dæmpet flere toner, så husene krøp tættere ihop og
syntes underlig små og skutryggede for den som kom fra Paris
og stod i regnvejret ute på dampskibet, mens de gled in mellem
holmerne. Alene Godsets lange hovedbygning og de stive sten-
gjærder langs alléerne ruvet derinne i sin ring av trær og grønt.
Rødstensfarven var truende mørk, vindusrækkerne beksorte; det
butte, tværre tårn sat på lur; da hun kom nærmere, såes en
uhyre hvit flagstang på det uten flag ... Godset lå innesluttet,
bredt og truende. Hun søkte bort fra det og nedover mot Kors-
kirken og dens slanke spir, hvori Max Kurts glade sjæl gik til
himmels. Den tænkte for resten ikke Milla på; men under det
spir skulde hun tross ... Du himmel og Gud, hvad er det? Alt
det bevægelige sorte der oppe på landgangen? Helt bort til hus-
væggene? Paraplyer? Sandelig bare, bare paraplyer! Hvad be-
tydde dette? Av alle de oplysninger som var skikket henne, og
måske ænnu mere av dem som ikke var skikket henne, hadde
hun fåt den forestilling, at om ikke alt var som hun ønsket det,
så var her i alle fall nu fred og ingen fare. Provst Greens auto-
ritet dækket henne, og selv vilde hun visst ikke gjøre noget
menneske fortræd. Men ved synet av alle disse mennesker løp
det gjænnem hennes hode en erindring om hvorledes den stakkars
fru Rendalen blev hilset, da hun kom tilbake fra at følge Tora.
Og Milla blev likblek — en forfærdelig rædsel grep henne. Skjønt
hun strævde imot av al, al magt, måtte hun skjælve — snart
skjælve helt ned i knærne, så kroppen rystet; hun måtte holde
sig fast, sætte sig. I en liten tid av fire minutter gjænnemgik hun
... å, mere æn da hennes mor var død; for der var da en over-
svævende trøster tilstede dengang, en lysning av løfter om gjæn-
syn, en forklarelse over mørket. Dette her var kort, avhugget, i
avgrunnen utkastet. Ubarmhjærtig latterluende op omkring henne,
gripende efter hennes hænder ... hvor kunde hun krype hen...?
Hennes far var med, men i øjeblikket nede for at samle tøjet
og klarere. Han hørte skibet svinge baskende in mot bryggen,
derpå et hurra av hundreder, og atter et og atter et. Han op —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
