Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VII. Kjæmp selv - II. Det flager i byen og på havnen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
Hvor var Engel let, da han stod i døren. Dette hadde været
det værste vejstykke han hadde tilbakelagt i sit liv! Og dog
hadde han ikke skyndt sig. Nej. Beskeden, sagte, mild, from
var han skredet frem; øjnene holdt han fæstet på ett punkt —
var det det nåleøje som det gallt at komme igjænnem? Hans
regelmæssige, vakkre ansigt så ut som det aldrig nogensinne
hadde været rørt av en forestilling, uoverensstemmende med ær-
bar vedtægt, gode råd av forældre og foresatte. Ja, han hadde
ikke engang av livet fåt bevissthed om hvad sådant var. Altid
hadde hans hus været et gudfrygtigt hus; i tre led var stiftet
legater. Forsåvidt kunde den aroma der nu strømte utover, gjærne
være fra Palæstina. Men du gode Gud, så var der jo ingen fare?
Nu er vi jo i kirken! Orgelet stemte i med en drukken Schwabers
hele brunst; dets fulle akkorder strømte in i Engels sinn og fyllte
ham igjæn med sig selv. Ingen lykke kan sammenlignes med en
likevægtnaturs som har følt sig i fare — og opdager at der ingen
fare var’! Den hopper ikke, den lykkefølelse, den sprøjter ikke
heller, den er stille fordelt i alle organer som en mætt, ædel selv-
nydelse. Den ligner fryd av gjænvunnet, ordnet fordøjelse, en
smilende utsigt over, en behagelig lugt av hvad som så videre
tør attråes. Han løftet sit smukkeste ansigt mot prækestolen,
mens han lot sig bære av alle de øjne som så. Han ante mis-
undelse, og den kitlet ham behagelig. Hvilken fremtid gik han
ikke også med under armen!
Da skalv brudens hånd. I en fart kom hans øjne ned fra
prækestolen; dødelig blek var hun, stirret og hadde tungt for at
følge, eller vilde ikke. Hvad var det? Nora, Tinka, Anna Rogne
og flere like foran hvor de skulde forbi; — nu ja, var det så farligt?
En ophisselse, en blanding av skadefryd og skræk var over
alles ansigter, alles, alles — hvorhen han så ... og den smittet
ham! Hvad var det? Uvilkårlig søkte hans øjne koret; bare de
hadde nådd dit! Der måtte da vel være fred. Men alle i koret
hadde rejst sig! De stod forfærdet og så hit ned — ikke til den
side, til den motsatte. Ændog hans datter gav et kort skrik og
gik bakover, dragende ham med. Der, i den fremste kirkestol til
højre for dem, var nætop nu kommet . . . altså fra sakristiet, alt-
så gjænnem koret . .. pastor Vangen, efter ham Tora Holm med
noget i sine armer, så miss Hall, så Rendalen. I den orden holdt
de på at sætte sig, just som brudeparret kom in døren. Tora
hadde et dobbelt sort slør for ansigtet og over hvad hun bar, og
det hadde hæftet fast, så først nu ved miss Halls hjælp var hun
fri og vændte sig med åpent åsyn og sit barn på armen mot
henne som kom. En harm, et forbud, en trusel, full av lyn,
spænningen, orgelet, virkningen løftet det til taket.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
