Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det flager i byen og på havnen - VII. Kjæmp selv - II. Det flager i byen og på havnen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
232 DET FLAGER I BYEN OG PÅ HAVNEN
folk av siste sort var skandale deres højeste lyst. Men denne her
var ny, aldeles uhørt. Der måtte en Kurt til for at tænke den
ut, for at sætte i scene noget så rasende.
Hans lommetørklæ var allerede vått, hans hansker begynte at
bli grå. Under alt han duftet sig og tørret sig, skottet han æng-
stelig til Milla. Hun hadet ham! Han bad til Gud, ja, det gjorde
konsul Emil Engel, rigtig inderlig tigget han Gud at ikke deres
synder måtte komme over denne stakkars uskyldige pike! De
hadde narret henne, ja, men i den beste mening av værden; det
visste jo Gud best! Men hvem kunde også være forberedt på at
noget så vanvittigt kunde foretages som at krænke helligdommen!
Engel bandte ikke til hværdags; han var altfor fin mann til det;
men umiddelbart på hint inderlige samfund med Gud bad han
av hjærtets hele kraft: fanden han inderlig annamme dem alle-
sammen !
Det våte tørklæ op igjæn. Samtidig sat ganske rigtig Milla og
tænkte: skal jeg rejse mig og gå?
Engel så det i hennes øjne, i hennes bevægelser på stolen.
Fürst så det også. Begge kjænte det som millioner elektriske stik,
men kunde dog ikke slippe det siste håb, at Milla var for vel-
opdragen til at gjøre skandalen større. Den første følte, at selv
om hun blev — han var fra denne stund en brutt, tilsølet mann —
den andre følte at bare hun gik frem med ham til alteret, skulde
han nok gjøre karriere allikevel.
Men Green, som aldrig kom! Nu samlet alles tanker sig om
dette; det blev forfærdelig pinligt! Alles øjne stirret mot sakristi-
døren. Var han blet syk? Eller lot han syk for at slippe? Hvor
var så kateketen? Frem med kateketen! Hvorfor rejste ikke Karl
Vangen sig? Kvinnerne i koret, som ænnu ikke hadde kommet
sig av den første skræk — der var dem som hadde måttet ta fast
med hånden under stolen for at stanse skjælvingen — dem gjorde
den nye spænning ganske syke; flere begynte at gråte. Ja, tænkte
Milla, det er synd i mig, forfærdelig synd i mig! Gud, hadde
mor levd! Og hun gråt nu så inderlig. Alle mennesker hadde
sammensvoret sig mot henne, som intet hadde gjort. Skulde nu
også gamle Green la henne sitte så grusomt på forundringsstol
for alle de stygge, stygge mennesker!
Og således gik det til at hun slap det første, det egentlige
spørsmål og tumlet in i følelsen av sin forlatthed med en slik
styrke, at da Green ændelig kom, følte hun det som en lettelse,
en himlens belønning.
Men hadde hun altså ikke et øjeblik kunnet komme så vidt
bort fra sig selv, at hun kunde tænke hvorfor dette gjordes ...
nu vel, så tænkte de det som sat nedenfor koret. Ikke alene de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
